Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der er krydstogtskibets tuden og ambulancens sirene – der er tv’et, der kværner og mobilen, der hele tiden kalder på os – så vi til sidst sætter os ned for at se den ene video efter den anden – en evig sløjfe af katte, softice, danse og ord. Lyde der hele tiden vil have vores opmærksomhed, og som kalder på os. Mails, sms’er, snap, opdateringer og likes.
Vi lever i en kaotisk verden.
C. S. Lewis, der var britisk forfatter og ham, der skrev Narnia-bøgerne, skrev og så en spydig lille bog ved navn: Helvedes blækhus. Den handler om djævelen Onkel Fangegarn og hans nevø Malurt, som forsøger at være så djævelske, de kan. De to holder så meget af verdens larm og støj – og omvendt så kan de ikke fordrage stilheden. Onkel Fangegarn siger ligefrem:
”Musik og stilhed, hvor jeg afskyr disse ting.”
Det viser sig i Lewis lille bog, at Djævelen er støjens ophav, og dæmonerne har en plan, nemlig at:
”(…)gøre hele universet til ét stort inferno af støj. Og hvad angår jorden, har vi allerede taget store skridt mod dette mål.”
Tænk sig, at Lewis, da han udgav denne bog i 1942, allerede dengang erfarede en verden af støj – en verden så fyldt med lyde, at mennesker holder op med at lytte.
For sådan er det med støjen – når støjen lægger sig om os, som en tung og fugtig dyne, så glemmer at vi at lytte og vi ånder kun overfladisk – vi glemmer at stilheden er vigtig. Ikke bare vigtig, men livsvigtig.
Eller – selvfølgelig kan leve et liv i larm, men vi går glip af så meget, hvis vi ikke også drister os til at være i stilheden.
Men stilheden kan være svær, og nogle undgår den lige frem, fordi de i virkeligheden er bange for tomheden. Det er så nemt at komme til at forveksle tomhed og stilhed hinanden, selvom de er hinandens modsætninger. Tomhed er det modsatte af liv – intetheden, hvor ingen er og intet sker. Ja, tomheden er intet, hvorimod stilheden er altet. Stilheden rummer en fylde, som man opdager, når man tør være stille længe nok til at opdage den. Sidder man i stilheden vil man opdage en susen, en rytme – en puls – ja, det er næsten som om stilheden har sin egen melodi.
I stilheden findes en skat – en gemt og glemt verden, som åbner sig for os. Der er ikke tomt i stilheden, men derimod en rigdom og en fylde. Og vi længes efter den rigdom.
Hvis man spørger mennesker i dag, så vil mange sikkert sige, at de længes efter ro – efter balance – efter at leve i et tempo, hvor sjæl, hjerteslag og tanker går i takt.
Selv det mest ekstroverte, sociale og snakkende menneske har brug for den ro – brug for stilheden. Det er et fælles menneskeligt træk – en slags længsel efter stilheden i haven.
Hvorfor? Fordi roen er guddommelig. Det er her, vi kan opdage, at Gud hele tiden har været med os. Det er her vi kan indse, at vi er elsket – hele tiden og altid. At der aldrig har været en betingelse eller et krav før kærligheden var med os.
Men stilheden er også svær, for det er også her, at vi møder os selv. Og det er ikke altid nemt.
For mange år siden rejste jeg i Indien, hvor jeg deltog på et 14 dage langt meditationskursus, der skulle foregå i stilhed. Det var vildt – for at sige det mildt. Vi var en flok unge mennesker i 20’erne, og selvom vi selv havde meldt os på kurset, så havde vi nok mere lyst til at sidde på en bar og tale sammen. Men her var vi i et tempel, og i total stilhed. Det var en omvæltende oplevelse for mig. Jeg blev i de 14 dage lukket inde sammen med mine egne tanker, og jeg ved ikke med jer, men det er ikke altid det bedste selskab. Og i begyndelsen kværnede tankerne da også. Jeg var fyldt til bristepunktet, og havde allermest lyst til at gå ud i skoven og råbe højt. Men som tiden gik, blev mit sind stille – det tog nogle dage, faktisk. Næsten som at have en slags abstinenser, uden dog at sidestille det. Men tanken om, at man skal vænnes fra, kan bruges, for det føltes sådan. Og jeg fik hjælp til stilheden af de timelange meditationer, hvor jeg fik så ondt i ryggen og knæene af sidde i skrædderstilling, at jeg ikke kunne tænke eller fokusere på andet end kroppen, der værkede. Men som tiden gik, så stilnedes de kaotiske og spontane tanker, og der i stilheden mødte jeg Guds nærvær. Nu kan det lyde stort og vildt – det var det egentligt ikke. Det var det modsatte – det var stille og roligt. Det var en fornemmelse af en brise på sjælen, en ro i hjertet – en oplevelse af, at der midt i stilheden var Gud.
Til stede som altid – som en hyrde, der aldrig går fra sine får – aldrig lader dem alene i verden, selvom de ikke altid opdager, at hyrden går med dem. Det var en tillid til, at Gud går med mig på vejen til livet. At Gud går med os.
Det var en meget stilfærdig erfaring, som jeg hverken vil prale af, eller kan skrive en bog om, for det var bare en gryende tillid, der kom til mig.
Eller som der står i Bibelen: Tro er fast tillid til det, der håbes på – en overbevisning om det, der ikke ses (Heb. 11,1)
Det var en tillid, der blev plantet i mig – eller som måske hele tiden havde været der.
En ro, og samtidig en oplevelse af, at jeg lyttede til Kristi røst. At lytte til Ham, ér at falde til ro.
Den ro kan stå i skarp kontrast til vores liv, hvor vi nogle gange næsten krampagtigt forsøger at putte så mange oplevelser ind som muligt. Som om selve livets mening afhang af antallet af oplevelser. Det samme kan vi næste gøre med Gud – og lede eller søge efter den helt rigtige følelse af Gudsnærvær. Men Gud er mere end en følelse, der flytter ind i os, og derefter ud igen. Gud er mere end en oplevelse.
Jeg vil sammenligne det at lytte til Gud som at lytte til sine forældre læse godnathistorier. En stemme man kender så godt, at man ikke behøver kigge efter, lægger stemmens vibrationer sig om en, så man kan hvile i det nu, der hele tiden bliver lagt foran en. Det er trygt og stille. Sådan var det, dengang i Indien.
Og siden da, kunne man så spørge? Ja, den ro er blevet forstyrret tusind gange siden – dagligt. Og ofte i lange perioder ad gangen, og jeg længes efter stilhed. Som så mange andre – men stilhed kommer ikke af sig selv – vi lever i denne kaotiske verden af kakofoni, hvor vi bliver nødt til at slukke for verdens lyde for at få tid til stilheden.
Gud er der allerede sammen med os – og hans ånd virker allerede i os. Eller som Gerd Theissen skriver i sin fremragende bog: ”Tro og tanke”
Ӂnden virker i verden.
Den virker i alle mennesker,
som higer efter fred, frihed og retfærdighed.
(…)
Den giver vished om,
at verden kunne være anderledes.
Den er ikke,
hvad den kunne være.”
Og man får lyst til at tilføje et ”endnu” i lyset af påsken til Gerd Theissens ord. Ja, Guds nærvær er egentlig ikke en forklaring, men en forandring, der sker med os. Og selvom den forandring kan opleves lille, så er Gud i gang med at skabe af os – virke i os.
Og intet kan rive os ud af Guds hånd – den hånd der holder os tæt ind til eget store bankende hjerte – er du stille nok, kan du høre, at pulsen banke i takt med dit åndedrag.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livet Gud
Du skænker os alt – livet, verden, kærligheden og hinanden. Læs os at leve sammen i fællesskab, også når det er svært. Lær os at tilgive, også når vi ikke kan. Lær os at elske, når vi har lyst til at hade.
Vær med alle, der lever et liv, hvor glæden er bort.
Vær med alle, der lever et liv, hvor trygheden er væk.
Vær med alle, der lever i krigszoner eller flygter fra krig – og vær med alle, der vover liv og lemmer for freden.
Vær med alle, der tager fra andre uden at give igen.
Vær med alle, der misunder og hader.
Vær med alle, der er syge og alle der skal dø.
Vær med alle, der mister og alle der græder
Vær med os mennesker, når vi tror, vi kan det hele – og vær med os, når vi taber alt.
Giv os troen på, at du er med os alle dage indtil verdens ende.
Lad os være stille sammen og bede.....
Amen
lørdag den 13. april 2024
søndag den 24. marts 2024
Palmesøndag 2024
Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv.
Uden at vi tænker over det, så opdrager vi vores børn til at være modige. Vi siger til dem, at de sagtens kan klare en rutsjebane, der virker alt for stor og stejl, når man selv er ½ meter høj og står for toppen af den. Men vi voksne ved, at det ikke er farligt, så vi opmuntrer barnet til at finde modet frem. Vi siger også til vores børn er broccoli slet ikke er så farligt eller giftigt som det ser ud, og at de skal smage på det. De skal være modige.
Og børn er modige – de er helt ekstremt modige, fordi de hele tiden overskrider det, de er bange for – finder modet frem – og gør det. Hvis de ikke er modige, vil de slet ikke udvikle sig – for livet kræver, at vi gør det, vi ikke tør.
Mod hænger uløseligt sammen med frygten. Man kan slet ikke være modig, hvis man ikke oplever frygt først – det er i overskridelsen af frygten, at man oplever sig selv som modig. Og da får man et andet blik på sig selv, fordi muligheden for, at man kan noget andet, kan være noget mere, end det man først troede, pludselig opstår i en.
Søren Kierkegaard kaldte det ikke for frygt, men for angst. Han talte om angsten som en eksistentiel angst – altså en angst for at leve, fordi livet er fyldt med frihed, og dermed også en masse valg, vi skal tage. Og det fylder os med angst, ifølge ham – en angst, som vi ikke skal forsøge at fjerne, men som vi skal leve med og på trods af, fordi den både fascinerer os og skræmmer os. Han taler ligefrem om, at den eksistentielle angst gør os svimmel, fordi både valget og valgets konsekvenser, skræmmer os. Fejlene, vi kan komme til at lave ved at vælge, kan skræmme os. men vi skal alligevel vælge at handle - vi skal acceptere, at vi kan ende i situationer, hvor vi laver fejl. Det kræver mod at leve.
Jeg ved ikke om kvinden i dagens evangelium følte sig modig. Men jeg har altid forestillet mig, at hun var det.
Hun er gået ind i et hus hos et menneske, som hun måske har kendt – men hun har helt sikkert ikke været inviteret. Og hun er gået derind med en intention, fordi hun har lige brugt det, der svarede til en årsløn, på at købe olie. Den mest korsbare af dem alle: nardusolien.
Det har kunnet været i en lille krukke, og da hun kommer derind, ved hun straks, hvem Jesus er. Hun går hen til ham – manden, som de alle har talt om. Manden som både havde venner, men også mange fjender. Ikke fordi han var ubehagelig – nej, måske snarere fordi han ikke var det. Fordi han insisterede på, at Gud ikke holder mere af nogen end andre. Fordi vi ikke kan inddele mennesker i A og B hold. Det faldt nogen for brystet – det gjorde de magtfulde vrede på ham – det gav ham fjender, selvom det var kærligheden han kom med.
Jesus sad om bordet - om få dage vil han gå ind i Jerusalem og se døden i øjnene - nu sad han her og så mennesker i øjnene, da kvinden kom ind.
Med al sit mod gik hun med bankende hjerte og klamme hænder ind i rummet, og hen til ham. Og hun skælvede let på hånden, at hun åbnede krukken, og duften fra olien spredte sig i rummet, og ramte alles næsebor.
Og hun hældte den i en tynd stråle ud i hans hår, hvor det langsomt gled ned over hårstråene for til sidst at blive absorberet. Kun et par enkelte dråber ramte det støvede gulv.
Det var det, hun var kommet for – ikke andet. Kun det.
At give det største hun havde, med den mindste bevægelse. At lade ham vide, at han på en eller anden måde, havde bevæget hende, så hendes liv nu var i svingninger. Det ville aldrig blive det samme, og hun ville takke – vise, at hun var skyldte ham alt.
Men da hun stod der med alt sit tilkæmpede mod, og opdagede nye sider af sig selv, reagerede dem omkring hende. De kunne slet rumme hendes lillebitte handling, og derfor gjorde de det, som ofte sker - de trak en masse andre anliggender ind i rummet.
Det kender vi også i dag. Når vi samler ind til Folkekirkens Nødhjælp, så hører vi, at der bliver sagt, hvad så med de hjemløse eller de gamle her i landet. Eller hvis et kendt menneske dør, og det får sendetid i fjernsynet, så bliver det sagt, hvad så med alle dem, der dør lige nu på hospitaler.
Det er som om, at det er et ”enten eller”. Eller som Jesus siger – de fattige har I jo altid hos jer. Underforstået; hvis I virkelig tænkte så meget på dem, hvorfor gør I så ikke noget for dem? Nu?
Vi skal øve os i at åbne muligheder i verden, fremfor at lukke hinanden ned.
Det ser ikke ud til at vi løbet tør for fattige eller krige det første lange stykke tid, så der sker ikke noget ved, at vi fokuserer et sted for en stund. Det gør os ikke blinde for verdens problemer. Ja, nogle gange skal vi ligefrem fokuserer et sted, for ellers bliver livet alt for uoverskueligt.
Så Jesus lukker munden på de vrede mennesker i evangelieteksten til i dag. Han siger til dem, at verdens problemer er lige her, klar til at de kan tage sig af dem, men for nu har kvinden gjort en god gerning mod ham. Og mod sig selv.
Filosoffen Ralph Waldo Emerson har engang sagt: ”Livet er så klogt indrettet, at ingen, som seriøst forsøger ar hjælpe andre, kan undgå også at hjælpe sig selv.”
Det er en ret vidunderlig bivirkning ved at hjælpe andre.
Kvinden udviste mod – hun traf et valg med sin olie, og dermed var hendes handling umådelig kostbar – for hende selv, men også for dem omkring hende. Hun blev sig selv, da hun hældte den olie over hans hoved. Det opdagede Jesus - han så hende. Og derfor siger han om hende: hun gjorde, hvad hun kunne. Hun blev sig selv, da hun handlede ud af godhed.
Heldigvis har vi den evangeliske frihed med os ind i livet – for her hører vi, at ikke bliver dømt for vores mislykkede handlinger. Det brudte, det skamfulde og det mislykkede bliver ikke målestokken for vores liv – og vi skal ikke stå til regnskab for det.
Fordi Jesus om få dage vil hænge på et kors for vores skyld – af samme grund.
Han er på vej i døden, så vi kan leve med verdens frihed – i nådens tegn.
Gud valgte at leve mellem os – og dernæst at dø for os – så vi kan leve, ikke bare som individer, men så vi kan leve med hinanden og for hinanden. Så vi kan gøre godt mod andre, række vores arme ud mod dem, der har brug for det – så vi kan være ødsle med vores liv. Og alt sammen med den risiko, at vi handler forkert eller skuffer. For den risiko ligger der altid – det er skabelsens vilkår.
Eller som det danske band Minds of 99 engang sang: Alle skuffer over tid.
Men heldigvis så er nåden over alle tider. Synd tapper, som Luther engang sagde. Eller lev med, som Mette Frederiksen sagde.
Eller måske er opfordringen bare: Lev. Gør det du kan, og så vil Gud lægge det, der mangler til.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud
Vi lægger alt i dine hænder – vores liv, vores skuffelser og kampe – vores succeser og vores drømme.
Vi lægger alt hos Dig, fordi vi har brug for, at Du bærer med i livet.
Og derfor beder vi dig om, at du må være os nær i alt, hvad vi gør.
Vi beder for dem, vi møder på vores vej – for de syge og de svage. For dem der har brug for et medmenneske og dem der mangler en ven.
Vi beder for hjemløse og ofrene for krig.
Vi beder for de hårdhjertede og de ødelagte.
Vi beder for alle med magt – vores regering, vores byråd – og hele det kongelige hus.
Vi beder for alle huse – alle familier, både de splittede og de samlede.
Og vi beder for din kirke her i Møllevang og ud over hele jorden.
Lad altid kirkens mod til at sige det onde i mod stå forrest. Lad kærligheden altid få det sidste ord i verden.
Amen
Uden at vi tænker over det, så opdrager vi vores børn til at være modige. Vi siger til dem, at de sagtens kan klare en rutsjebane, der virker alt for stor og stejl, når man selv er ½ meter høj og står for toppen af den. Men vi voksne ved, at det ikke er farligt, så vi opmuntrer barnet til at finde modet frem. Vi siger også til vores børn er broccoli slet ikke er så farligt eller giftigt som det ser ud, og at de skal smage på det. De skal være modige.
Og børn er modige – de er helt ekstremt modige, fordi de hele tiden overskrider det, de er bange for – finder modet frem – og gør det. Hvis de ikke er modige, vil de slet ikke udvikle sig – for livet kræver, at vi gør det, vi ikke tør.
Mod hænger uløseligt sammen med frygten. Man kan slet ikke være modig, hvis man ikke oplever frygt først – det er i overskridelsen af frygten, at man oplever sig selv som modig. Og da får man et andet blik på sig selv, fordi muligheden for, at man kan noget andet, kan være noget mere, end det man først troede, pludselig opstår i en.
Søren Kierkegaard kaldte det ikke for frygt, men for angst. Han talte om angsten som en eksistentiel angst – altså en angst for at leve, fordi livet er fyldt med frihed, og dermed også en masse valg, vi skal tage. Og det fylder os med angst, ifølge ham – en angst, som vi ikke skal forsøge at fjerne, men som vi skal leve med og på trods af, fordi den både fascinerer os og skræmmer os. Han taler ligefrem om, at den eksistentielle angst gør os svimmel, fordi både valget og valgets konsekvenser, skræmmer os. Fejlene, vi kan komme til at lave ved at vælge, kan skræmme os. men vi skal alligevel vælge at handle - vi skal acceptere, at vi kan ende i situationer, hvor vi laver fejl. Det kræver mod at leve.
Jeg ved ikke om kvinden i dagens evangelium følte sig modig. Men jeg har altid forestillet mig, at hun var det.
Hun er gået ind i et hus hos et menneske, som hun måske har kendt – men hun har helt sikkert ikke været inviteret. Og hun er gået derind med en intention, fordi hun har lige brugt det, der svarede til en årsløn, på at købe olie. Den mest korsbare af dem alle: nardusolien.
Det har kunnet været i en lille krukke, og da hun kommer derind, ved hun straks, hvem Jesus er. Hun går hen til ham – manden, som de alle har talt om. Manden som både havde venner, men også mange fjender. Ikke fordi han var ubehagelig – nej, måske snarere fordi han ikke var det. Fordi han insisterede på, at Gud ikke holder mere af nogen end andre. Fordi vi ikke kan inddele mennesker i A og B hold. Det faldt nogen for brystet – det gjorde de magtfulde vrede på ham – det gav ham fjender, selvom det var kærligheden han kom med.
Jesus sad om bordet - om få dage vil han gå ind i Jerusalem og se døden i øjnene - nu sad han her og så mennesker i øjnene, da kvinden kom ind.
Med al sit mod gik hun med bankende hjerte og klamme hænder ind i rummet, og hen til ham. Og hun skælvede let på hånden, at hun åbnede krukken, og duften fra olien spredte sig i rummet, og ramte alles næsebor.
Og hun hældte den i en tynd stråle ud i hans hår, hvor det langsomt gled ned over hårstråene for til sidst at blive absorberet. Kun et par enkelte dråber ramte det støvede gulv.
Det var det, hun var kommet for – ikke andet. Kun det.
At give det største hun havde, med den mindste bevægelse. At lade ham vide, at han på en eller anden måde, havde bevæget hende, så hendes liv nu var i svingninger. Det ville aldrig blive det samme, og hun ville takke – vise, at hun var skyldte ham alt.
Men da hun stod der med alt sit tilkæmpede mod, og opdagede nye sider af sig selv, reagerede dem omkring hende. De kunne slet rumme hendes lillebitte handling, og derfor gjorde de det, som ofte sker - de trak en masse andre anliggender ind i rummet.
De begyndte at tale om dem, der i dette øjeblik ikke blev tilgodeset - og sådanne sætninger begynder ofte med ordene: hvad så med…
Det kender vi også i dag. Når vi samler ind til Folkekirkens Nødhjælp, så hører vi, at der bliver sagt, hvad så med de hjemløse eller de gamle her i landet. Eller hvis et kendt menneske dør, og det får sendetid i fjernsynet, så bliver det sagt, hvad så med alle dem, der dør lige nu på hospitaler.
Det er som om, at det er et ”enten eller”. Eller som Jesus siger – de fattige har I jo altid hos jer. Underforstået; hvis I virkelig tænkte så meget på dem, hvorfor gør I så ikke noget for dem? Nu?
Vi skal øve os i at åbne muligheder i verden, fremfor at lukke hinanden ned.
Det ser ikke ud til at vi løbet tør for fattige eller krige det første lange stykke tid, så der sker ikke noget ved, at vi fokuserer et sted for en stund. Det gør os ikke blinde for verdens problemer. Ja, nogle gange skal vi ligefrem fokuserer et sted, for ellers bliver livet alt for uoverskueligt.
Så Jesus lukker munden på de vrede mennesker i evangelieteksten til i dag. Han siger til dem, at verdens problemer er lige her, klar til at de kan tage sig af dem, men for nu har kvinden gjort en god gerning mod ham. Og mod sig selv.
Filosoffen Ralph Waldo Emerson har engang sagt: ”Livet er så klogt indrettet, at ingen, som seriøst forsøger ar hjælpe andre, kan undgå også at hjælpe sig selv.”
Det er en ret vidunderlig bivirkning ved at hjælpe andre.
Kvinden udviste mod – hun traf et valg med sin olie, og dermed var hendes handling umådelig kostbar – for hende selv, men også for dem omkring hende. Hun blev sig selv, da hun hældte den olie over hans hoved. Det opdagede Jesus - han så hende. Og derfor siger han om hende: hun gjorde, hvad hun kunne. Hun blev sig selv, da hun handlede ud af godhed.
Vi skal også handle - og træffe valg. Men vi kan næsten ikke undgå, at andre vil have meninger om det, vi gør; men det skal ikke afholde fra at gøre det, for vi kan heller ikke ikke gøre noget. Vi må leve med den risiko, at vi handler mod en holdning, og at vi kan risikere at skuffe andre. Vi skal leve med, at det vi gør, får et forkert udfald. Det vi gør kan mislykkes.
Heldigvis har vi den evangeliske frihed med os ind i livet – for her hører vi, at ikke bliver dømt for vores mislykkede handlinger. Det brudte, det skamfulde og det mislykkede bliver ikke målestokken for vores liv – og vi skal ikke stå til regnskab for det.
Fordi Jesus om få dage vil hænge på et kors for vores skyld – af samme grund.
Han er på vej i døden, så vi kan leve med verdens frihed – i nådens tegn.
Gud valgte at leve mellem os – og dernæst at dø for os – så vi kan leve, ikke bare som individer, men så vi kan leve med hinanden og for hinanden. Så vi kan gøre godt mod andre, række vores arme ud mod dem, der har brug for det – så vi kan være ødsle med vores liv. Og alt sammen med den risiko, at vi handler forkert eller skuffer. For den risiko ligger der altid – det er skabelsens vilkår.
Eller som det danske band Minds of 99 engang sang: Alle skuffer over tid.
Men heldigvis så er nåden over alle tider. Synd tapper, som Luther engang sagde. Eller lev med, som Mette Frederiksen sagde.
Eller måske er opfordringen bare: Lev. Gør det du kan, og så vil Gud lægge det, der mangler til.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud
Vi lægger alt i dine hænder – vores liv, vores skuffelser og kampe – vores succeser og vores drømme.
Vi lægger alt hos Dig, fordi vi har brug for, at Du bærer med i livet.
Og derfor beder vi dig om, at du må være os nær i alt, hvad vi gør.
Vi beder for dem, vi møder på vores vej – for de syge og de svage. For dem der har brug for et medmenneske og dem der mangler en ven.
Vi beder for hjemløse og ofrene for krig.
Vi beder for de hårdhjertede og de ødelagte.
Vi beder for alle med magt – vores regering, vores byråd – og hele det kongelige hus.
Vi beder for alle huse – alle familier, både de splittede og de samlede.
Og vi beder for din kirke her i Møllevang og ud over hele jorden.
Lad altid kirkens mod til at sige det onde i mod stå forrest. Lad kærligheden altid få det sidste ord i verden.
Amen
søndag den 4. februar 2024
Søndag seksagesima, 2024
Solen kan kun ses med lukkede øjne. Sådan skriver hospitals præst Lars Bkörklund i sin lille, men indsigtsrige bog ”Det, der giver håbet liv”.
Solen kan kun ses med lukkede øjne.
Det er en sætning, der dukker frem i mig, hver gang talen falder på Gudsrige – for måske er det netop sådan, vi skal nærme os Gudsriget. Med lukkede øjne for bedre at kunne se.
For hver gang vi forsøger at få øje på det, blegner det, og hver gang vi vil lukke vores hænder om, hvad Gudsriget er, vil det forsvinde som sand mellem fingrene på en sommerdag. Vi kan ikke med sikkerhed pege på Gudsriget, for det er ikke et bestemt sted; men derimod er det en væren.
Guds rige er det pludseligt opstået, det der kalder på os,
Solen kan kun ses med lukkede øjne.
Det er en sætning, der dukker frem i mig, hver gang talen falder på Gudsrige – for måske er det netop sådan, vi skal nærme os Gudsriget. Med lukkede øjne for bedre at kunne se.
For hver gang vi forsøger at få øje på det, blegner det, og hver gang vi vil lukke vores hænder om, hvad Gudsriget er, vil det forsvinde som sand mellem fingrene på en sommerdag. Vi kan ikke med sikkerhed pege på Gudsriget, for det er ikke et bestemt sted; men derimod er det en væren.
Guds rige er det pludseligt opstået, det der kalder på os,
en etik,
en godhed,
en handlen,
en venten,
en overgivelse,
et kontroltab,
en resonans,
en mulighed
og en fremtid.
Guds rige er det hele på en og samme gang – et alt og hele tiden – et pludseligt og spontant øjeblik, hvor vi fornemmer, at HER i dette nu, udfolder livet sig på måder, vi ikke havde kunnet forudse, men som er helt rigtige.
Vi må tale om Gudsriget på samme måde, som Jesus talte om det.
Jesus brugte billeder fra datidens hverdag, for at beskrive Gudsriget. Det var billeder alle kendte til, og som alle kunne forstå, og han brugte billederne til at sige noget sandt om Gudsriget.
Der findes ikke et eneste sted i Bibelen, hvor der står Gudsriget ER, men derimod står der Gudsriget er LIGESOM. Det bliver sammenlignet med noget andet, for at vi bedre kan forstå.
Og i dag bliver det sammenlignet med en handling – det at en mark bliver sået til. En mand går ud på marken og spreder kornet på jorden, hvorefter han forlader marken. For nu er der er ikke mere, han kan gøre. Nu må kornet gro af sig selv, og uden at vi ved hvordan.
Vi er så vant til at spørge hvordan i vores tilgang til verden. Det er en rigtig god måde at gå til verden på, for i dette hvordan er der udvikling og opdagelser gemt. Det er fx, fordi astronomer har spurgt hvordan, at der nu kan sidde en dansk astronom i rummet. Det er fordi, vi har spurgt hvordan, at vi har skabt al teknologi omkring os.
Men et "hvordan" giver ikke svar på det væsentligste i tilværelsen. Det gør derimod "hvorfor"?
For selvom vi i dag måske kan forklare, hvordan et korn vokser på marken, så siger det ikke noget om Gudsriget. Men det gør et hvorfor – hvorfor vokser kornet op uden at manden kan gøre mere ved det?
Fordi Gudsriget sker af sig selv – det sker for os og med os, og det sker hele tiden omkring os.
Gudsriget er Guds vilje med skabelsen, der træder tydeligt igennem. Han har skabt alt omkring os – lige fra stjernehobe, galakser, sorte huller – til dig og mig. Fra det største til det mindste, så emmer alt omkring os af Guds skabervilje. Gud har villet denne verden – Ja, han vil stadigvæk denne verden. Og hans vilje slår igennem i verden, når der fra mørket pludselig vokser lys og næring frem. For måske er det netop fra de steder, hvor vi mindst venter det, at vi opdager Gudsriget.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må være lidt som at vi sidder her i kirken vendt på øst, fordi vi fra gammel tid, hører at Kristus skal komme igen fra øst – med solopgangen. Og måske kommer det til at ske – det ved jeg ikke. Men som Jesus talte om Gudsriget på, så vil han komme bagfra – fra nattens mørke, og lægge sin hånd på vores skuldre og derfra skabe lyset.
Gudsriget er som et sennepskorn – det er det mindste, der bliver til noget stort. Men her udvider Jesus virkeligheden, for en sennepsplante bliver ikke større end en ½ -1 meter høje. Det kan ingen fugle bygge rede i. Men Jesus taler om Gudsriget – og her skabes der noget nyt og mere end det vi kender til. Der vil ske det, som vi ikke kan sige os selv, og i en størrelsesorden, vi ikke forstår - for Gudsriget begynder måske som det mindste af alt – som et lille frø, at det kan blive væk i vores lommer. Men et sennepsfrø kan overleve i årevis i en lomme til det bliver sået, og så vokser det.
Og når Gudsriget vokser op, så overgår det vores fantasi. Så bliver det vildere og større end alt andet.
Gudsriget er både noget, der sker lige nu i vores verden, men også noget der kommer til at ske. For vi hører, at en dag vil Guds vilje fylde hele universet, og alt ødelagt og ituslået vil blive helet og sat sammen på måder, vi ikke kan gennemskue eller forud se nu. Den knuste sjæl, det ødelagte hjerte, det forfulgte folk – en dag vil det blive helet, og ondskaben vil forsvinde. Tilbage står kun lyset. Gudsriget er en fremtid.
Men Gudsriget er også i dette øjeblik. Det er en mulighed, der opstår, når Guds ånd pludselig bliver tydelig for os. Det sker i håbet, den uselviske handling – det sker i glæden og kærligheden – i brødet og vinen. Det sker i vores fællesskaber.
Vi kender de øjeblikke, hvor det fuldkomne fylder. Det er Gudsriget der allerede sker omkring os, selvom vi til tider kan have svært ved at stole på det.
For vi lever stadigvæk i en falden verden, hvor modbydeligheder finder sted. Hvor vi træffer valg, der skader og sårer andre. Alt kan slås istykker, men håbet vender tilbage.
Og af håbet fødes livet og tilliden. At håbet springer Gudsriget.
Jeg vil slutte med ord fra sygehuspræsten Lars Björklund. Ordene beskriver på sin vores liv med Gudsriget virkeligheden – og fremtid.
De lyder sådan her:
Vi står
ved tiden rand
allerede næste åndedrag
et ukendt sted
Vi fastgør
ordet tillid imellem os
og læser det
fra hver sin side
Vi står
ved tidens rand
lukker øjnene
og kaster os ud
Sådan skriver Lars Björklund. Som et frø kastes, er vi kastede ud i tilværelsen – men vi er ikke alene. Vi har Gud med os. Gudriget sker i dette sekund.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/seksagesima-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud
Vi beder dig – kom til os og vær med os. Slå dig ned i vores liv, og find hvile hos os, så vi mærker dit nærvær og kan få lov at låne af dit håb.
Vi beder til dig – og vi beder dig om, at du må vende vores blikke mod vor næste, så vi kan se, hvor der er brug for os. Lad os række ud mod hinanden, i stedet for at stikke hænderne i lommen.
Vi beder dig – vær med dem, vi glemmer.
Og vær med alle dem, vi ikke kan nå.
Vær med alle dem, der er plaget af sygdom, og dem der sker på i afmagt.
Vær med alle der skal dø på denne dag.
Vær med alle der lever i en mangel – hjem eller familie. Dem der mangler omsorg eller opmærksomhed. Dem der mangler tillid eller glæde.
Vær med alle der er på flugt fra krig – og vær med de mange børn, der betaler prisen for de voksnes krig. Vær med alle der er bange, og alle hvis hjerter er fyldt med had og hævn – smelt hadet bort og fjern hævnen, så der kun står tilgivelse og forsoning tilbage.
Du har givet os denne jord, og vi har muligheden for at skabe fred og glæde – hjælp os til at træde det et skridt nærmere.
Vær med hele det kongelige hus – og vær med vor øvrighed.
Vær med vores kirke, og alle os i den. Må alle kirke stå som tårne af håb i en mørk tid.
Amen
Guds rige er det hele på en og samme gang – et alt og hele tiden – et pludseligt og spontant øjeblik, hvor vi fornemmer, at HER i dette nu, udfolder livet sig på måder, vi ikke havde kunnet forudse, men som er helt rigtige.
Vi må tale om Gudsriget på samme måde, som Jesus talte om det.
Jesus brugte billeder fra datidens hverdag, for at beskrive Gudsriget. Det var billeder alle kendte til, og som alle kunne forstå, og han brugte billederne til at sige noget sandt om Gudsriget.
Der findes ikke et eneste sted i Bibelen, hvor der står Gudsriget ER, men derimod står der Gudsriget er LIGESOM. Det bliver sammenlignet med noget andet, for at vi bedre kan forstå.
Og i dag bliver det sammenlignet med en handling – det at en mark bliver sået til. En mand går ud på marken og spreder kornet på jorden, hvorefter han forlader marken. For nu er der er ikke mere, han kan gøre. Nu må kornet gro af sig selv, og uden at vi ved hvordan.
Vi er så vant til at spørge hvordan i vores tilgang til verden. Det er en rigtig god måde at gå til verden på, for i dette hvordan er der udvikling og opdagelser gemt. Det er fx, fordi astronomer har spurgt hvordan, at der nu kan sidde en dansk astronom i rummet. Det er fordi, vi har spurgt hvordan, at vi har skabt al teknologi omkring os.
Men et "hvordan" giver ikke svar på det væsentligste i tilværelsen. Det gør derimod "hvorfor"?
For selvom vi i dag måske kan forklare, hvordan et korn vokser på marken, så siger det ikke noget om Gudsriget. Men det gør et hvorfor – hvorfor vokser kornet op uden at manden kan gøre mere ved det?
Fordi Gudsriget sker af sig selv – det sker for os og med os, og det sker hele tiden omkring os.
Gudsriget er Guds vilje med skabelsen, der træder tydeligt igennem. Han har skabt alt omkring os – lige fra stjernehobe, galakser, sorte huller – til dig og mig. Fra det største til det mindste, så emmer alt omkring os af Guds skabervilje. Gud har villet denne verden – Ja, han vil stadigvæk denne verden. Og hans vilje slår igennem i verden, når der fra mørket pludselig vokser lys og næring frem. For måske er det netop fra de steder, hvor vi mindst venter det, at vi opdager Gudsriget.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må være lidt som at vi sidder her i kirken vendt på øst, fordi vi fra gammel tid, hører at Kristus skal komme igen fra øst – med solopgangen. Og måske kommer det til at ske – det ved jeg ikke. Men som Jesus talte om Gudsriget på, så vil han komme bagfra – fra nattens mørke, og lægge sin hånd på vores skuldre og derfra skabe lyset.
Gudsriget er som et sennepskorn – det er det mindste, der bliver til noget stort. Men her udvider Jesus virkeligheden, for en sennepsplante bliver ikke større end en ½ -1 meter høje. Det kan ingen fugle bygge rede i. Men Jesus taler om Gudsriget – og her skabes der noget nyt og mere end det vi kender til. Der vil ske det, som vi ikke kan sige os selv, og i en størrelsesorden, vi ikke forstår - for Gudsriget begynder måske som det mindste af alt – som et lille frø, at det kan blive væk i vores lommer. Men et sennepsfrø kan overleve i årevis i en lomme til det bliver sået, og så vokser det.
Og når Gudsriget vokser op, så overgår det vores fantasi. Så bliver det vildere og større end alt andet.
Gudsriget er både noget, der sker lige nu i vores verden, men også noget der kommer til at ske. For vi hører, at en dag vil Guds vilje fylde hele universet, og alt ødelagt og ituslået vil blive helet og sat sammen på måder, vi ikke kan gennemskue eller forud se nu. Den knuste sjæl, det ødelagte hjerte, det forfulgte folk – en dag vil det blive helet, og ondskaben vil forsvinde. Tilbage står kun lyset. Gudsriget er en fremtid.
Men Gudsriget er også i dette øjeblik. Det er en mulighed, der opstår, når Guds ånd pludselig bliver tydelig for os. Det sker i håbet, den uselviske handling – det sker i glæden og kærligheden – i brødet og vinen. Det sker i vores fællesskaber.
Vi kender de øjeblikke, hvor det fuldkomne fylder. Det er Gudsriget der allerede sker omkring os, selvom vi til tider kan have svært ved at stole på det.
For vi lever stadigvæk i en falden verden, hvor modbydeligheder finder sted. Hvor vi træffer valg, der skader og sårer andre. Alt kan slås istykker, men håbet vender tilbage.
Og af håbet fødes livet og tilliden. At håbet springer Gudsriget.
Jeg vil slutte med ord fra sygehuspræsten Lars Björklund. Ordene beskriver på sin vores liv med Gudsriget virkeligheden – og fremtid.
De lyder sådan her:
Vi står
ved tiden rand
allerede næste åndedrag
et ukendt sted
Vi fastgør
ordet tillid imellem os
og læser det
fra hver sin side
Vi står
ved tidens rand
lukker øjnene
og kaster os ud
Sådan skriver Lars Björklund. Som et frø kastes, er vi kastede ud i tilværelsen – men vi er ikke alene. Vi har Gud med os. Gudriget sker i dette sekund.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/seksagesima-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud
Vi beder dig – kom til os og vær med os. Slå dig ned i vores liv, og find hvile hos os, så vi mærker dit nærvær og kan få lov at låne af dit håb.
Vi beder til dig – og vi beder dig om, at du må vende vores blikke mod vor næste, så vi kan se, hvor der er brug for os. Lad os række ud mod hinanden, i stedet for at stikke hænderne i lommen.
Vi beder dig – vær med dem, vi glemmer.
Og vær med alle dem, vi ikke kan nå.
Vær med alle dem, der er plaget af sygdom, og dem der sker på i afmagt.
Vær med alle der skal dø på denne dag.
Vær med alle der lever i en mangel – hjem eller familie. Dem der mangler omsorg eller opmærksomhed. Dem der mangler tillid eller glæde.
Vær med alle der er på flugt fra krig – og vær med de mange børn, der betaler prisen for de voksnes krig. Vær med alle der er bange, og alle hvis hjerter er fyldt med had og hævn – smelt hadet bort og fjern hævnen, så der kun står tilgivelse og forsoning tilbage.
Du har givet os denne jord, og vi har muligheden for at skabe fred og glæde – hjælp os til at træde det et skridt nærmere.
Vær med hele det kongelige hus – og vær med vor øvrighed.
Vær med vores kirke, og alle os i den. Må alle kirke stå som tårne af håb i en mørk tid.
Amen
lørdag den 23. december 2023
Juledag, 2023
En mandag i 1918, kl. 11.00 om formiddagen – den 11. november - endte en 4 år lang verdenskrig. En krig, der var kendetegnet ved sin voldsomhed i skyttegravene, og en krig, der endte med at koste 9 millioner mennesker livet.
Derfor er netop d. 11. november kl. 11.00 en mærkedag mange steder i verden. For mange år siden var min mand og jeg netop på dette tidspunkt i en australsk by ved navn MacKay.
Vi befandt os tilfældigt i en park, hvor der var samlet en masse mennesker med valmuer i knaphullerne. Netop valmuer, fordi det landskab, hvor store dele af 1. verdenskrigen blev udkæmpet, var fyldt med denne smukke, skrøbelige røde blomst – senere skrev forfatteren og soldaten John McCrae et digt om krigen og valmuerne. I digtet taler de døde til de levende, og det så vidt jeg ved, ikke oversat til dansk, men måske det i kunne lyde sådan her i oversættelse:
På markerne i Flandern, bøjer valmuerne sig for vinden
Mellem de mange kors på række
Det er vores sted –
Og på himlen synger lærken modigt sin sang
uhørt af kanonerne nedenfor.
Vi er de døde. For få dage siden
levede vi, følte daggryet, så solens glød.
Elskede og blev elsket, og nu ligger vi døde
På markerne i Flandern.
Tag vores fejde med fjenden.
Fra vores svigtende hænder kaster vi faklen til dig.
Den er din – hold den højt.
Hvis troen med os, der døde, dør,
så skal vi ikke sove mer´
Selvom valmuerne vokser
På markerne i Flandern.
(oversat af Anni Albæk, 2023)
Digtet siger, at krig er et fælles ansvar – der er ingen, der kan frasige ansvaret – vi kan ikke vende ryggen til. Faklen gives videre, og man må tage den. Vi kan ikke lukke øjnene for de døde – det kunne de ikke dengang, og det kan vi heller ikke i dag.
Og vi skal huske.
På markerne i Flandern var der valmuer – og i knaphullerne er der valmuer d. 11. november.
Og der stod vi i Australien på netop denne dag, og fik en valmue hver foræret, som vi kunne sætte på tøjet. En teenagepige stod ved en mikrofon, og begyndte at fortælle om sin oldemor og oldefar, der var unge under 1. verdenskrig.
Derfor er netop d. 11. november kl. 11.00 en mærkedag mange steder i verden. For mange år siden var min mand og jeg netop på dette tidspunkt i en australsk by ved navn MacKay.
Vi befandt os tilfældigt i en park, hvor der var samlet en masse mennesker med valmuer i knaphullerne. Netop valmuer, fordi det landskab, hvor store dele af 1. verdenskrigen blev udkæmpet, var fyldt med denne smukke, skrøbelige røde blomst – senere skrev forfatteren og soldaten John McCrae et digt om krigen og valmuerne. I digtet taler de døde til de levende, og det så vidt jeg ved, ikke oversat til dansk, men måske det i kunne lyde sådan her i oversættelse:
På markerne i Flandern, bøjer valmuerne sig for vinden
Mellem de mange kors på række
Det er vores sted –
Og på himlen synger lærken modigt sin sang
uhørt af kanonerne nedenfor.
Vi er de døde. For få dage siden
levede vi, følte daggryet, så solens glød.
Elskede og blev elsket, og nu ligger vi døde
På markerne i Flandern.
Tag vores fejde med fjenden.
Fra vores svigtende hænder kaster vi faklen til dig.
Den er din – hold den højt.
Hvis troen med os, der døde, dør,
så skal vi ikke sove mer´
Selvom valmuerne vokser
På markerne i Flandern.
(oversat af Anni Albæk, 2023)
Digtet siger, at krig er et fælles ansvar – der er ingen, der kan frasige ansvaret – vi kan ikke vende ryggen til. Faklen gives videre, og man må tage den. Vi kan ikke lukke øjnene for de døde – det kunne de ikke dengang, og det kan vi heller ikke i dag.
Og vi skal huske.
På markerne i Flandern var der valmuer – og i knaphullerne er der valmuer d. 11. november.
Og der stod vi i Australien på netop denne dag, og fik en valmue hver foræret, som vi kunne sætte på tøjet. En teenagepige stod ved en mikrofon, og begyndte at fortælle om sin oldemor og oldefar, der var unge under 1. verdenskrig.
Oldefaren meldte sig til tjeneste sammen 400.000 andre australiere, og han blev sendt til Poziéres Frankrig. Lige der blev der udkæmpet et slag, der skulle komme til at koste 23.000 australiere livet – der døde mange mennesker ved det slag – også tyskere, englændere og franskmænd. I alt 1 million døde i et slag, der varede fra d. 23. juli – 3. september 1916.
Den teenager, der stod i MacKay den formiddag mistede også sin oldefar. Han døde og blev sammen med en masse andre begravet i det nordlige Frankrig. En masse kors på række.
Hjemme i Australien sad soldatens hustru – vores teenagepiges oldemor. Hun nåede ikke at få børn med sin mand, for så unge var de. Men hun havde stadigvæk et liv at leve, så hun giftede sig igen – og fik børn, børnebørn og oldebørn med sin nye mand.
Hjemme i Australien sad soldatens hustru – vores teenagepiges oldemor. Hun nåede ikke at få børn med sin mand, for så unge var de. Men hun havde stadigvæk et liv at leve, så hun giftede sig igen – og fik børn, børnebørn og oldebørn med sin nye mand.
Og det ene oldebarn stod i MacKay den formiddag. Hun fortalte om, hvor underligt det var at vide, at det kun var fordi hendes oldemors første mand døde, at hun var i live. Fordi hun giftede sig igen, og fik børn. Men måske netop derfor havde hun også besøgt hans grav i Frankrig på en skoletur.
Hun var taknemmelig for hans store offer, og derfor var han stadigvæk en del af deres families fortælling. Han blev ikke glemt, men fortællingen om ham, blev rakt videre gennem generationerne som en fakkel.
Han ofrede sig selv, og selvom han ikke fik børn, så blomstrede livet på grund af ham, men på måder som vi ikke kan forudsige.
Det underlige er, at selv i krigstid, så oplever vi menneskers storhed. Ja, måske netop der, fordi alt omkring en er så forfærdeligt, at det gode står lysende klart.
En anden fortælling fra 1. verdenskrig foregår i juledagene. For også i skyttegravene fejrede man krigen. Nogle steder hold man op med at bekrige hinanden – man stoppede for at holde julefred. Nogle steder gik man sågar ud mellem skyttegravene – i ingenmandslandet – og delte små gaver med hinanden.
Han ofrede sig selv, og selvom han ikke fik børn, så blomstrede livet på grund af ham, men på måder som vi ikke kan forudsige.
Det underlige er, at selv i krigstid, så oplever vi menneskers storhed. Ja, måske netop der, fordi alt omkring en er så forfærdeligt, at det gode står lysende klart.
En anden fortælling fra 1. verdenskrig foregår i juledagene. For også i skyttegravene fejrede man krigen. Nogle steder hold man op med at bekrige hinanden – man stoppede for at holde julefred. Nogle steder gik man sågar ud mellem skyttegravene – i ingenmandslandet – og delte små gaver med hinanden.
Men allermest smukt, så sang man for hinanden. De sang om julefred, om kærlighed og nåde. De sang om Jesusbarnet, som verdens lys.
Og så sang de også: Glade jul, dejlige jul. Den er oversat til 300 sprog – den er så kendt, at man kan synge den samme på mange forskellige sprog på en gang. Glade jul, dejlige jul. Midt i mudder og kulde, midt i kamp og frygt, sang de en lille smule fred ind i verden. Om ikke andet så bare for en stund.
Mennesket rummer storhed i sig – vi kan finde håb i det håbløse, og glæde i mørket.
I har hørt to fortællinger fra en krig, der foregår for mange år siden – men på mange måder har krige ikke forandret sig. Vores våben har, men grusomheden har ikke forandret sig. Mennesker går forandrede fra krige – de går derfra med ar på sjælen, men også mange gange med det dybtfølt ønske om fred. For det er det, krige gør ved os – vi længes efter freden og kærligheden. Vi længes efter alt det, der gør livet værd at leve.
Glade jul, dejlige jul. Det var hverken en glad eller dejlig jul, der i skyttegravene. Men de fejrede alligevel, at Jesusbarnet blev født en mørk vinternat.
I den danske oversættelse af Glade jul, dejlige jul – synger vi om engle, der daler ned i skjul.
Jeg har altid forestillet mig, at det er engle, der daler ned til vores skjulte hjerter, og viser os Guds kærlighed. De varmer kolde hjerter og tør det frosne håb op, så vi igen kan tro på livets godhed.
Livet er mest godt.
Engang var der én verdenskrig, der endte – og få år efter var endnu én, der endte. Krige ender – men indtil da er det forfærdelige og ødelæggende. Der er intet smukt ved krig – men der er noget uendeligt smukt ved mennesker.
Så smukt, at Gud lod sig føde som et menneske en mørk vinternat. Ja, netop i mørket, for at minde os om, at selv i den mørkeste time kan Gud når frem. Han møder os i mørket, han møder os i næsten – han møder os i vores liv skyttegrave og kampe. Han møder os i ruinerne af vores liv. Han møder os.
Det er julehåbet.
Glade jul – dejlige jul. Englene synger med os om fred.
Lad os synge med – lad os synge håbet ind i verden. Igen og igen.
Amen.
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/juledag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Håbets Gud
Blæs os ud af håbløsheden – og ind i hinanden arme. Lær os at tilgive, og lær os at forskelle er velsignelser.
Lær os at se vores næste som skabt af dig – og lad altid kærligheden få 1. pladsen i vores liv.
Vær med alle der kæmper med ensom i disse juledage – og hele året. Vær med alle der kæmper med sygdom og sorg. Vær med alle der er bange og alle der har mistet håbet.
Vær med alle der har mistet et hjem og alle der har mistet troen på livet.
Vær med os, når vi lever så godt vi kan – og giv os lidt af din glæde, Gud – så vi igen kan møde hinandens blik i tillid til livet.
Vær med alle med magt – må de bruge den, så de passer på de svage.
Vær med alle ofte for krig – vær med soldaterne der kæmper – vær med kvinderne der bliver glemt og som ofte betaler en høj og brutal pris. Vær med børnene.
Vær med alle her i landet – regeringen og vores dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vær med din kirke – og i hele verden. Må vi altid insistere på, at vi kommer med længst med kærligheden, der vender ud mod verden.
Amen.
Og så sang de også: Glade jul, dejlige jul. Den er oversat til 300 sprog – den er så kendt, at man kan synge den samme på mange forskellige sprog på en gang. Glade jul, dejlige jul. Midt i mudder og kulde, midt i kamp og frygt, sang de en lille smule fred ind i verden. Om ikke andet så bare for en stund.
Mennesket rummer storhed i sig – vi kan finde håb i det håbløse, og glæde i mørket.
I har hørt to fortællinger fra en krig, der foregår for mange år siden – men på mange måder har krige ikke forandret sig. Vores våben har, men grusomheden har ikke forandret sig. Mennesker går forandrede fra krige – de går derfra med ar på sjælen, men også mange gange med det dybtfølt ønske om fred. For det er det, krige gør ved os – vi længes efter freden og kærligheden. Vi længes efter alt det, der gør livet værd at leve.
Glade jul, dejlige jul. Det var hverken en glad eller dejlig jul, der i skyttegravene. Men de fejrede alligevel, at Jesusbarnet blev født en mørk vinternat.
I den danske oversættelse af Glade jul, dejlige jul – synger vi om engle, der daler ned i skjul.
Jeg har altid forestillet mig, at det er engle, der daler ned til vores skjulte hjerter, og viser os Guds kærlighed. De varmer kolde hjerter og tør det frosne håb op, så vi igen kan tro på livets godhed.
Livet er mest godt.
Engang var der én verdenskrig, der endte – og få år efter var endnu én, der endte. Krige ender – men indtil da er det forfærdelige og ødelæggende. Der er intet smukt ved krig – men der er noget uendeligt smukt ved mennesker.
Så smukt, at Gud lod sig føde som et menneske en mørk vinternat. Ja, netop i mørket, for at minde os om, at selv i den mørkeste time kan Gud når frem. Han møder os i mørket, han møder os i næsten – han møder os i vores liv skyttegrave og kampe. Han møder os i ruinerne af vores liv. Han møder os.
Det er julehåbet.
Glade jul – dejlige jul. Englene synger med os om fred.
Lad os synge med – lad os synge håbet ind i verden. Igen og igen.
Amen.
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/juledag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Håbets Gud
Blæs os ud af håbløsheden – og ind i hinanden arme. Lær os at tilgive, og lær os at forskelle er velsignelser.
Lær os at se vores næste som skabt af dig – og lad altid kærligheden få 1. pladsen i vores liv.
Vær med alle der kæmper med ensom i disse juledage – og hele året. Vær med alle der kæmper med sygdom og sorg. Vær med alle der er bange og alle der har mistet håbet.
Vær med alle der har mistet et hjem og alle der har mistet troen på livet.
Vær med os, når vi lever så godt vi kan – og giv os lidt af din glæde, Gud – så vi igen kan møde hinandens blik i tillid til livet.
Vær med alle med magt – må de bruge den, så de passer på de svage.
Vær med alle ofte for krig – vær med soldaterne der kæmper – vær med kvinderne der bliver glemt og som ofte betaler en høj og brutal pris. Vær med børnene.
Vær med alle her i landet – regeringen og vores dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vær med din kirke – og i hele verden. Må vi altid insistere på, at vi kommer med længst med kærligheden, der vender ud mod verden.
Amen.
søndag den 17. december 2023
3. søndag i advent, 2023
I begyndelsen af alting, var der ingenting. På nær Guds ånd – den hellige ånd – der svævede gennem intetheden. Og da er det, at Gud ved et ord begynder skabelsen. En skabelse, der har skabt ekkoet gennem universet op til i dag. Et kæmpe brag af et ord, der begynder alting.
Gud skaber med sit ord.
Og det er også ordene, som Gud siden hen forærer til menneskene – så vi med vores ord sammen kan skabe små verdener mellem os af kærlighed, fred, tilgivelse og håb.
Ord er vigtige – for ligesom de kan bygge op, så ved vi også at de kan rive ned. De kan ødelægge og fortære alt det smukke i tilværelsen. Det kommer an på, hvordan vi bruger vores ord.
Et ord sagt med gift i stemmen, kan blive båret med af modtageren resten af livet – og taget frem og husket. Vi kan ødelægge på sigt med vores ord; og selv når vi har glemt det, vi sagde, kan vores ord fortsætte med at ødelægge.
Men det omvendte er også sandt – vi kan bygge et menneske op med vores ord, og skabe glæde og vækst. Vi skal bruge vores ord til at synge lovsange.
Lukasevangeliet er lovsangenes evangelium – her finder vi hele tre lovsange; nemlig Marias lovsang, Simeonlovsang og Zakarias lovsang. Det er sange, der har presset sig på for Maria, Simeon og Zakarias, da de oplever, hvor tæt på Gud egentligt er i deres liv.
Og alle tre lovsange handler om frelsen i Kristus. Maria synger: Min sjæl lovpriser Herre, og fryder sig over Gud min frelser. Simeon synger: (…) mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk. Og Zakarias synger: Herren har besøgt og forløst sit folk.
De synger om frelsen – om glæden ved, at Gud vil os noget. Vil noget for os – og vil være hos os, når mørket sænker sig over os.
Det bemærkelsesværdige er, at alle tre lovsange er i begyndelsen af Lukasevangeliet. Det er som om Lukas vil have, at vi skal huske på lovsangenes glæde og budskab, når vi læser resten. De er fundamentet for resten af fortællingen.
Lukas bliver også kaldt de fattiges apostel, fordi han altid tager de svage i forsvar – for vi er intet, hvis vi ikke har alle med. Vi er et samlet folk. Vi kan høre det, når Zakarias i sin lovsang siger: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.
Der står Israels folk. I disse forfærdelige dage er det svært ikke at tænke på det konkrete landområde, der kaldes for Israel, og alt det forfærdelige, der lige nu foregår – også i denne time. Vi bliver blinde, når man i krigstid bruger et ord, der falder sammen med et land; men vi kristne bruger udtrykket på en anden måde – vi har et andet perspektiv. For når vi taler om Israels Gud, så mener vi her: vores Gud. Det åndelige Israel, som man bliver en del af, når man bliver døbt. Så hvad man end tænker om krigen; så handler Israel, når vi bruger udtrykket her i kirken, ikke om det jødiske folk, men derimod om os. Vi må som kristne tænke, at det handler om den Gud, der skabte alle mennesker – den Gud der nedbryder grænser og bygger broer mellem mennesker. Den Gud der lod sig føde som et lille barn.
Vi er en del af noget større – et levende håb.
Lovsange handler om håb – om at livet rummer de muligheder i Kristus, som vi ikke selv magter at åbne.
Eller som kirkefaderen Augustin siger som Zakarias’ lovsang:
“O velsignede hymne med glæde og lovprisning! Gudommeligt inspireret af Helligånden og dagligt sunget i Guds kirke! Å, må dine ord ofte være i min mund, og deres sødme altid i mit hjerte! De ord du bruger er mit livs trøst; og det du taler om er hele verdens håb!” (Augustin)
Vi lever også i en tid, hvor håbet til tider visner. Det er som om vi har fået fortalt os selv, at mennesker alligevel uddør, og at alt derfor er ligegyldigt. Det er en tanke, jeg ofte møder hos særligt yngre mennesker, og jeg bliver trist, når jeg hører den. For på den ene side forstår jeg godt, hvorfor de siger det. Vi er i gang med den 6. masseuddøen, siger nogle, der er krige, og klimaet raser. Men vi glemmer, at lige nu er der også dyr, man troede var uddøde, der kommer igen – krige ender og vi tilpasser os klimaet. Jeg siger ikke, at forandringerne lige nu ikke er voldsomme eller bekymrende, men netop nu skal vi lære at leve med håbet som fortegn. Vores frygt skal ikke få lov at definere vores tilgang til livet. Vi skal leve – og det er, hvad evangelierne forsøger at lære os.
Hvis nogle af jer genser Matador her i julen, så er der en ærketype på et menneske, der bestemt ikke lever, men som gør det modsatte af, hvad evangelierne fortæller os. Det er Kresten og Mads’ søster Anna, spillet af Kirsten Rolfes. Tante Anna er så gudsfrygtig, at hun slår andre i hovedet, når de forsøger at leve. Hun lever ikke i frelsen, men lever for at nå den – opnå den, og derfor lever hun ikke. Hun har sat sig et mål, som hun forsøger at nå gennem sine handlinger.
Og på en måde bliver tante Anna meget moderne, fordi hun sætter sig et mål, som hun arbejder for at nå.
Vi lever i handlingens tidsalder, hvor alt handler om at have målsætninger og at komme frem til dem. Vi har visioner for at udfolde dem, og missioner for at udføre dem.
Men evangelierne giver os ikke et mål for livet. Vi skal derimod lære at leve i den verden, som Gud har skabt med sit ord. Leve i et nu med håbet. Det kan være svært at høre og forstå, fordi vi er så vant til at have et mål, og nogle gange kommer vi tilmed til at tillægge Gud mål.
Det er jo ikke noget, vi ved ret meget om, men vi kommer til det, fordi livet også kan fremstå nemmere med et mål i sige. Men det glade budskab er, at vi ikke behøver et mål – vi skal derimod øve os på at leve.
K. E. Løgstrup siger om det at leve: ”Det er i al ting at se Guds skabning – forvrænget og ødelagt af os – men dog kun til, fordi Gud har skabt det. Det er at modtage al ting. Det er om morgenen, når vi åbner vore øjne at modtage dem af Guds hånd, han har givet dem – og ham har sat solen på himlen til at os sit lys, så vi ved det og vore øjne kan se – og se farver og former, se vort medmenneske, høre det tale. (..) At leve, det er, at komme ud af den afstumpede selvfølgelighed, hvormed vi tager alle ting, som om vi havde lavet det alt sammen selv. At leve, det er at modtage – alt.” (Prædikener fra Sandager-Holevad, s. 84 ff).
Håbet er at modtage – at åbne sine arme og lade Guds hellige ånde strømme gennem os i dette nu. Vi skal lære at leve, og ikke kun skue mod en fremtid, som vi alligevel ikke kender.
Vi skal leve i en dyb taknemmelighed over, at Gud har givet os denne verden at leve sammen i, og derfra springer der en masse handlinger, der kan bære os ind i fremtiden på en ansvarlig måde.
På latin er ordet for at leve: vivus. Det betyder ikke bare at leve, men at leve bæredygtigt, udholdende og ægte. At leve er at være til stede i livet på en bestemt måde. Og i evangelierne er denne måde en modtagende måde.
Håbet er også en gave – ikke noget, vi skal præstere eller et mål, vi skal nå. Håbet er i høj grad en væren – en måde at leve på i tillid til, at Gud er helt tæt på i vores liv.
Så i denne adventstid – denne ventetid – skal vi også leve, trods forandringer, trods det der må komme. Så kan vi ikke andet end at være her lige nu. I et nu vi skal fylde med taknemmelighed og glæde.
Eller som vi skal synge om lidt:
En glød i mørket og jeg mærker glæden ved,
Han er på vej, det er et lys af evighed.
Amen
Dagens prædiketekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-anden-raekke
Kirkebøn;
Livets Gud – du skabte os til at leve i denne verden – hjælp os nu til at gøre det i tiltro til, at du er med os. Gennem bekymringer, frygt, julestress og ensomhed. Du er med os – udholdende og tålmodig går du med os, også der hvor andre giver op. Og der hvor vi selv er bange for at vi giver op.
Giv os livet hver dag, så vi kan leve det så godt vi kan og magter.
Vær med alle, der tvivler på det budskab – vær med alle der hænger fast i fortiden – og alle der er bange for fremtiden. Vær med alle der er alt for ubekymrede, at de slet ikke kan sætte sig i andres sted.
Giv os dit nu, så vi lever med blikket rettet mod hinanden og det fælles liv.
Vær med alle der i denne tid er syge eller sidder ved en sygeseng. Vær med alle der mangler svar og alle der ikke har flere spørgsmål at stille.
Vær med alle der er påvirkede af krig – vær med kvinderne som ingen taler om – og børnene der må gemme sig fordi de voksne slås.
Gør os til bedre mennesker, Gud. Giv os lidt mere af din kærlighed og nåde. Vi trænger til den.
Vær med Møllevangskirken, og alle i den og omkring. Vær med din kirke over hele jorden.
Lad os være stille
Amen
Gud skaber med sit ord.
Og det er også ordene, som Gud siden hen forærer til menneskene – så vi med vores ord sammen kan skabe små verdener mellem os af kærlighed, fred, tilgivelse og håb.
Ord er vigtige – for ligesom de kan bygge op, så ved vi også at de kan rive ned. De kan ødelægge og fortære alt det smukke i tilværelsen. Det kommer an på, hvordan vi bruger vores ord.
Et ord sagt med gift i stemmen, kan blive båret med af modtageren resten af livet – og taget frem og husket. Vi kan ødelægge på sigt med vores ord; og selv når vi har glemt det, vi sagde, kan vores ord fortsætte med at ødelægge.
Men det omvendte er også sandt – vi kan bygge et menneske op med vores ord, og skabe glæde og vækst. Vi skal bruge vores ord til at synge lovsange.
Lukasevangeliet er lovsangenes evangelium – her finder vi hele tre lovsange; nemlig Marias lovsang, Simeonlovsang og Zakarias lovsang. Det er sange, der har presset sig på for Maria, Simeon og Zakarias, da de oplever, hvor tæt på Gud egentligt er i deres liv.
Og alle tre lovsange handler om frelsen i Kristus. Maria synger: Min sjæl lovpriser Herre, og fryder sig over Gud min frelser. Simeon synger: (…) mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk. Og Zakarias synger: Herren har besøgt og forløst sit folk.
De synger om frelsen – om glæden ved, at Gud vil os noget. Vil noget for os – og vil være hos os, når mørket sænker sig over os.
Det bemærkelsesværdige er, at alle tre lovsange er i begyndelsen af Lukasevangeliet. Det er som om Lukas vil have, at vi skal huske på lovsangenes glæde og budskab, når vi læser resten. De er fundamentet for resten af fortællingen.
Lukas bliver også kaldt de fattiges apostel, fordi han altid tager de svage i forsvar – for vi er intet, hvis vi ikke har alle med. Vi er et samlet folk. Vi kan høre det, når Zakarias i sin lovsang siger: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.
Der står Israels folk. I disse forfærdelige dage er det svært ikke at tænke på det konkrete landområde, der kaldes for Israel, og alt det forfærdelige, der lige nu foregår – også i denne time. Vi bliver blinde, når man i krigstid bruger et ord, der falder sammen med et land; men vi kristne bruger udtrykket på en anden måde – vi har et andet perspektiv. For når vi taler om Israels Gud, så mener vi her: vores Gud. Det åndelige Israel, som man bliver en del af, når man bliver døbt. Så hvad man end tænker om krigen; så handler Israel, når vi bruger udtrykket her i kirken, ikke om det jødiske folk, men derimod om os. Vi må som kristne tænke, at det handler om den Gud, der skabte alle mennesker – den Gud der nedbryder grænser og bygger broer mellem mennesker. Den Gud der lod sig føde som et lille barn.
Vi er en del af noget større – et levende håb.
Lovsange handler om håb – om at livet rummer de muligheder i Kristus, som vi ikke selv magter at åbne.
Eller som kirkefaderen Augustin siger som Zakarias’ lovsang:
“O velsignede hymne med glæde og lovprisning! Gudommeligt inspireret af Helligånden og dagligt sunget i Guds kirke! Å, må dine ord ofte være i min mund, og deres sødme altid i mit hjerte! De ord du bruger er mit livs trøst; og det du taler om er hele verdens håb!” (Augustin)
Vi lever også i en tid, hvor håbet til tider visner. Det er som om vi har fået fortalt os selv, at mennesker alligevel uddør, og at alt derfor er ligegyldigt. Det er en tanke, jeg ofte møder hos særligt yngre mennesker, og jeg bliver trist, når jeg hører den. For på den ene side forstår jeg godt, hvorfor de siger det. Vi er i gang med den 6. masseuddøen, siger nogle, der er krige, og klimaet raser. Men vi glemmer, at lige nu er der også dyr, man troede var uddøde, der kommer igen – krige ender og vi tilpasser os klimaet. Jeg siger ikke, at forandringerne lige nu ikke er voldsomme eller bekymrende, men netop nu skal vi lære at leve med håbet som fortegn. Vores frygt skal ikke få lov at definere vores tilgang til livet. Vi skal leve – og det er, hvad evangelierne forsøger at lære os.
Hvis nogle af jer genser Matador her i julen, så er der en ærketype på et menneske, der bestemt ikke lever, men som gør det modsatte af, hvad evangelierne fortæller os. Det er Kresten og Mads’ søster Anna, spillet af Kirsten Rolfes. Tante Anna er så gudsfrygtig, at hun slår andre i hovedet, når de forsøger at leve. Hun lever ikke i frelsen, men lever for at nå den – opnå den, og derfor lever hun ikke. Hun har sat sig et mål, som hun forsøger at nå gennem sine handlinger.
Og på en måde bliver tante Anna meget moderne, fordi hun sætter sig et mål, som hun arbejder for at nå.
Vi lever i handlingens tidsalder, hvor alt handler om at have målsætninger og at komme frem til dem. Vi har visioner for at udfolde dem, og missioner for at udføre dem.
Men evangelierne giver os ikke et mål for livet. Vi skal derimod lære at leve i den verden, som Gud har skabt med sit ord. Leve i et nu med håbet. Det kan være svært at høre og forstå, fordi vi er så vant til at have et mål, og nogle gange kommer vi tilmed til at tillægge Gud mål.
Det er jo ikke noget, vi ved ret meget om, men vi kommer til det, fordi livet også kan fremstå nemmere med et mål i sige. Men det glade budskab er, at vi ikke behøver et mål – vi skal derimod øve os på at leve.
K. E. Løgstrup siger om det at leve: ”Det er i al ting at se Guds skabning – forvrænget og ødelagt af os – men dog kun til, fordi Gud har skabt det. Det er at modtage al ting. Det er om morgenen, når vi åbner vore øjne at modtage dem af Guds hånd, han har givet dem – og ham har sat solen på himlen til at os sit lys, så vi ved det og vore øjne kan se – og se farver og former, se vort medmenneske, høre det tale. (..) At leve, det er, at komme ud af den afstumpede selvfølgelighed, hvormed vi tager alle ting, som om vi havde lavet det alt sammen selv. At leve, det er at modtage – alt.” (Prædikener fra Sandager-Holevad, s. 84 ff).
Håbet er at modtage – at åbne sine arme og lade Guds hellige ånde strømme gennem os i dette nu. Vi skal lære at leve, og ikke kun skue mod en fremtid, som vi alligevel ikke kender.
Vi skal leve i en dyb taknemmelighed over, at Gud har givet os denne verden at leve sammen i, og derfra springer der en masse handlinger, der kan bære os ind i fremtiden på en ansvarlig måde.
På latin er ordet for at leve: vivus. Det betyder ikke bare at leve, men at leve bæredygtigt, udholdende og ægte. At leve er at være til stede i livet på en bestemt måde. Og i evangelierne er denne måde en modtagende måde.
Håbet er også en gave – ikke noget, vi skal præstere eller et mål, vi skal nå. Håbet er i høj grad en væren – en måde at leve på i tillid til, at Gud er helt tæt på i vores liv.
Så i denne adventstid – denne ventetid – skal vi også leve, trods forandringer, trods det der må komme. Så kan vi ikke andet end at være her lige nu. I et nu vi skal fylde med taknemmelighed og glæde.
Eller som vi skal synge om lidt:
En glød i mørket og jeg mærker glæden ved,
Han er på vej, det er et lys af evighed.
Amen
Dagens prædiketekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-anden-raekke
Kirkebøn;
Livets Gud – du skabte os til at leve i denne verden – hjælp os nu til at gøre det i tiltro til, at du er med os. Gennem bekymringer, frygt, julestress og ensomhed. Du er med os – udholdende og tålmodig går du med os, også der hvor andre giver op. Og der hvor vi selv er bange for at vi giver op.
Giv os livet hver dag, så vi kan leve det så godt vi kan og magter.
Vær med alle, der tvivler på det budskab – vær med alle der hænger fast i fortiden – og alle der er bange for fremtiden. Vær med alle der er alt for ubekymrede, at de slet ikke kan sætte sig i andres sted.
Giv os dit nu, så vi lever med blikket rettet mod hinanden og det fælles liv.
Vær med alle der i denne tid er syge eller sidder ved en sygeseng. Vær med alle der mangler svar og alle der ikke har flere spørgsmål at stille.
Vær med alle der er påvirkede af krig – vær med kvinderne som ingen taler om – og børnene der må gemme sig fordi de voksne slås.
Gør os til bedre mennesker, Gud. Giv os lidt mere af din kærlighed og nåde. Vi trænger til den.
Vær med Møllevangskirken, og alle i den og omkring. Vær med din kirke over hele jorden.
Lad os være stille
Amen
søndag den 8. oktober 2023
18. søndag efter trinitatis, 2023
Forfatteren og journalisten Orla Bundgård Povlsen skrev et digt om kærligheden, – eller måske det var et digt om livet. Men det er også mange gange det samme. Digtet kan findes i hans digtsamling fra 1971 med navnet Flammekrebsen, og digtet lyder sådan her:
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
sa stemmen
Kun kærlighed kan redde os – fra kunne man spørge? Hvad skal vi reddes fra? Og der er mange måder at svare på, men de samler sig alle i et svar – nemlig ondskaben. Vi skal reddes fra ondskaben, og fra den forråelse, der sker i os, når ondskaben får magten i vores liv – og i vores hverdag.
Vi lever i en tid, der forandrer sig – og som også forandrer os. Det sker både i ude i verden, hvor vi ser, at krige, forfølgelser og terror er blevet en naturlig del af dagsordenen. Det er ellers noget, som vi aldrig må vænne os til. Vi må aldrig acceptere, at mennesker slår hinanden ihjel, fordi de mener at have mere ret. Vi må ikke acceptere at mennesker bliver forfulgt, fordi de tror og tænker anderledes end os.
Men som det er nu, så er kæmpes der i disse timer i Gazastriben, og igen er det civile, der betaler den højeste pris på begge sider, når deres hjem forsvinder i murbrokker og deres kære bæres bort i kister.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
sa stemmen
Kun kærlighed kan redde os – fra kunne man spørge? Hvad skal vi reddes fra? Og der er mange måder at svare på, men de samler sig alle i et svar – nemlig ondskaben. Vi skal reddes fra ondskaben, og fra den forråelse, der sker i os, når ondskaben får magten i vores liv – og i vores hverdag.
Vi lever i en tid, der forandrer sig – og som også forandrer os. Det sker både i ude i verden, hvor vi ser, at krige, forfølgelser og terror er blevet en naturlig del af dagsordenen. Det er ellers noget, som vi aldrig må vænne os til. Vi må aldrig acceptere, at mennesker slår hinanden ihjel, fordi de mener at have mere ret. Vi må ikke acceptere at mennesker bliver forfulgt, fordi de tror og tænker anderledes end os.
Men som det er nu, så er kæmpes der i disse timer i Gazastriben, og igen er det civile, der betaler den højeste pris på begge sider, når deres hjem forsvinder i murbrokker og deres kære bæres bort i kister.
Ukraine er i krig mod en stormagt, der har våben, der kan udrydde hele Europa. Da krigen brød ud for snart 2 år siden, undersøgte mange her i landet igen, hvor der lå beskyttelsesrum. Og der hvor jeg bor med min familie er der ikke nogen beskyttelsesrum i nærheden, og vi kan ikke nå i sikkerhed, hvis det værste skulle ske.
Den aften i februar i 2022, hvor alvoren gik op for os, og hvor vi ikke anede hvor langt galskaben ville række, lagde vi os til at sove med vores lille dreng imellem os, og takkede hinanden for det liv, vi havde delt – uvidende om, hvorvidt vi ville vågne dagen efter.
Det er noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle opleve – vi havde ikke troet, at der igen ville være krig i Europa.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Men de senere år har også forandret os – måske siden 1. september 2001. Måske endda før det – og måske har vi altid været sådan. Eller haft en tilbøjelighed til at det. Nemlig det at se mennesker som fjender.
Der har bredt sig en hårdhed i Danmark, hvor vi ikke længere synes, at vi skal hjælpe hinanden, og hvor vi mistror dem, der bliver nødt til at modtage mere af staten end de kan give igen. Vi brokker os over, at vi giver ulandsbistand til lande, der har det langt værre end os. Vi brokker os over, at vi skal tage imod flygtninge, der har efterladt hele deres liv og omgangskreds i et land med krig. Vi brokker os, når mennesker ikke kan tale dansk eller ikke vil række os hånden.
Der er noget helt galt i denne tid – noget galt med vores etiske kompas, noget galt i vores syn på andre mennesker – vi er ved at miste kærligheden.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Vi har brug for at blive reddet – fra os selv, fra den forråelse, der sker i verden og fra en verdensorden, der sætter det enkelte menneskes ukrænkelighed nederst, og magt øverst. Vi har brug for at elske – ødselt og stort.
Vi har brug for en gigantisk modvægt mod ondskaben.
Vi har brug for Helligånden – vi har brug for Kristus – vi har brug for Gud.
Vi har brug for Kristus, der gjorde det vanvittige, at han satte den svage forrest – han talte om, at børn skulle arve Guds rige. Børn, der hver har et cv eller en karriere endnu. Det er ord, der var så revolutionerende og vilde, at vi den dag i dag, nævner dem ved hver eneste dåb. Fordi det siger noget umisteligt om vores forhold til Gud, nemlig at det er OS, Gud vil have – ikke en velformuleret ansøgning til Himlen.
Kristus talte ikke kun om børn, men han talte også med alle de mennesker, som ingen andre ville kendes ved – den fattige, den svage, den udstødte og den udskammede. Han talte også med svindlere, prostituerede, hjemløse og syge. Og nu tænker I måske – ja, jeg ved jo ikke, hvad I tænker, men måske tænker I, hvad syge mennesker dog laver i en opremsning sammen med svindlere og prostituerede, for det er jo slet ikke det samme. Men det er netop pointen – at det faktisk ikke betyder noget i Guds øjne. Det handler ikke om, HVAD vi er, men om, AT vi er. Og det vi er, er elskede. Så Kristus talte med alle, der havde brug for ham. Også dem, der ikke vidste, at de havde brug for ham – heldigvis.
Kristus viste os, at vores fjende i livet, er hverken hinanden eller det, vi kan eller ikke kan, men derimod den onde magt, der korrumperer os til at tro, at der ER forskel på os. Derfor har vi brug for kærligheden, for den nedbryder skel – den nedbryder afstande – den alene nedbryder had.
Vi skal derfor elske – insistere på kærligheden, og særligt hvor den ikke findes. Og har vi en mulighed for at hjælpe, hvor lille den end kan forekomme, så skal vi hjælpe. Altid.
Johannes Møllehave skriver i en artikel, at han engang mødte en kvinde, der insisterede på at hjælpe andre, og hun sagde: så længe min hånd er varm, vil jeg give.
Det er så fint og stort sagt – så længe min hånd er varm, vil jeg give.
Og vi kan alle give – vi kan give af vores tid, vores omsorg. Vi kan selv i det små insistere på kærligheden, og elske det liv, og dem der er omkring os – dem vi møder, som måske først fremstår som fremmede, men som er mennesker lige som dig om mig.
Selv en fremmed er et menneske. Et menneske med håb og drømme som os selv.
Det er noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle opleve – vi havde ikke troet, at der igen ville være krig i Europa.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Men de senere år har også forandret os – måske siden 1. september 2001. Måske endda før det – og måske har vi altid været sådan. Eller haft en tilbøjelighed til at det. Nemlig det at se mennesker som fjender.
Der har bredt sig en hårdhed i Danmark, hvor vi ikke længere synes, at vi skal hjælpe hinanden, og hvor vi mistror dem, der bliver nødt til at modtage mere af staten end de kan give igen. Vi brokker os over, at vi giver ulandsbistand til lande, der har det langt værre end os. Vi brokker os over, at vi skal tage imod flygtninge, der har efterladt hele deres liv og omgangskreds i et land med krig. Vi brokker os, når mennesker ikke kan tale dansk eller ikke vil række os hånden.
Der er noget helt galt i denne tid – noget galt med vores etiske kompas, noget galt i vores syn på andre mennesker – vi er ved at miste kærligheden.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Vi har brug for at blive reddet – fra os selv, fra den forråelse, der sker i verden og fra en verdensorden, der sætter det enkelte menneskes ukrænkelighed nederst, og magt øverst. Vi har brug for at elske – ødselt og stort.
Vi har brug for en gigantisk modvægt mod ondskaben.
Vi har brug for Helligånden – vi har brug for Kristus – vi har brug for Gud.
Vi har brug for Kristus, der gjorde det vanvittige, at han satte den svage forrest – han talte om, at børn skulle arve Guds rige. Børn, der hver har et cv eller en karriere endnu. Det er ord, der var så revolutionerende og vilde, at vi den dag i dag, nævner dem ved hver eneste dåb. Fordi det siger noget umisteligt om vores forhold til Gud, nemlig at det er OS, Gud vil have – ikke en velformuleret ansøgning til Himlen.
Kristus talte ikke kun om børn, men han talte også med alle de mennesker, som ingen andre ville kendes ved – den fattige, den svage, den udstødte og den udskammede. Han talte også med svindlere, prostituerede, hjemløse og syge. Og nu tænker I måske – ja, jeg ved jo ikke, hvad I tænker, men måske tænker I, hvad syge mennesker dog laver i en opremsning sammen med svindlere og prostituerede, for det er jo slet ikke det samme. Men det er netop pointen – at det faktisk ikke betyder noget i Guds øjne. Det handler ikke om, HVAD vi er, men om, AT vi er. Og det vi er, er elskede. Så Kristus talte med alle, der havde brug for ham. Også dem, der ikke vidste, at de havde brug for ham – heldigvis.
Kristus viste os, at vores fjende i livet, er hverken hinanden eller det, vi kan eller ikke kan, men derimod den onde magt, der korrumperer os til at tro, at der ER forskel på os. Derfor har vi brug for kærligheden, for den nedbryder skel – den nedbryder afstande – den alene nedbryder had.
Vi skal derfor elske – insistere på kærligheden, og særligt hvor den ikke findes. Og har vi en mulighed for at hjælpe, hvor lille den end kan forekomme, så skal vi hjælpe. Altid.
Johannes Møllehave skriver i en artikel, at han engang mødte en kvinde, der insisterede på at hjælpe andre, og hun sagde: så længe min hånd er varm, vil jeg give.
Det er så fint og stort sagt – så længe min hånd er varm, vil jeg give.
Og vi kan alle give – vi kan give af vores tid, vores omsorg. Vi kan selv i det små insistere på kærligheden, og elske det liv, og dem der er omkring os – dem vi møder, som måske først fremstår som fremmede, men som er mennesker lige som dig om mig.
Selv en fremmed er et menneske. Et menneske med håb og drømme som os selv.
Og er det svært at se den anden, som mere end en fremmed, så forestil dig det menneske som barn. Engang er de blevet født af en mor, der har holdt dem i sine arme for første gang. De er vokset op, og har haft drømme for livet.
De er blevet krammet og kysset på panden.
Det kan åbne vores horisont for hinanden at lave denne lille mentale øvelse, når vi igen kommer til at sætte et menneske i bås.
For det gør vi – Jakob Holt, der er fotograf og har rejst i USA, og taget billede af mennesker i alle samfundslag, siger, at hvis vi behandler mennesker som vores fordomme siger os, at vi skal, så opfører de sig derefter. Så hvis vi møder mennesker med fordommene forrest, så vil folk leve op til de fordomme.
Det kan åbne vores horisont for hinanden at lave denne lille mentale øvelse, når vi igen kommer til at sætte et menneske i bås.
For det gør vi – Jakob Holt, der er fotograf og har rejst i USA, og taget billede af mennesker i alle samfundslag, siger, at hvis vi behandler mennesker som vores fordomme siger os, at vi skal, så opfører de sig derefter. Så hvis vi møder mennesker med fordommene forrest, så vil folk leve op til de fordomme.
Jakob Holt har engang til et foredrag fortalt, hvordan han gik gennem bydelen The Bronx, der ligger i New York, og havde valgt ikke lægge sine fordomme hjemme. Der skete så det, at han blev overfaldet. For dem, han mødte, var endnu ikke vant til at blive mødt uden fordomme.
Men Jakob Holt er en principfast mand, så han forsøgte igen at gå gennem bydelen, og igen blev han overfaldet. Men han blev ved med at gå der, og det samme skete, indtil den dag, hvor han ikke længere blev overfaldet – og iflg. ham selv først skete det, da han helt havde lagt sine fordomme på hylden.
Der er en læring i hans erfaring, nemlig at i mødet med andre mennesker, går det ikke altid som man ønsker, men det betyder ikke, at skal give op eller holde op med at insistere på kærligheden.
Vi skal blive ved.
Der er kun et at gøre, nemlig lytte til stemmen, der siger:
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Og der er håb – der er altid håb. For kærligheden er altid mere end ondskaben og livet større end hadet.
Alt det onde – det kan overvindes med kærlighed. Det ved vi – for ellers kunne vi ikke fejre påske.
Kærlighed KAN forandre verden – ellers sad vi slet ikke her.
Der er brug for kærligheden, hvisker Helligånden til os.
Netop nu. Særligt nu.
Elsk.
AMEN
Lad os bede:
Fredens Gud - kom til os med din kærlighed. Vær til stede med din nåde og forsoning. Lær os at være mennesker med hinanden – for hinanden.
Åbn vores øjne for fredens og frihedens veje, og hjælp os med at holde fast på de veje, når vi har lyst til at give op og slå igen.
Vær med alle Gud, der kæmper i frontlinjerne, vær med alle der står bagved og lever med konsekvenserne. Vær med alle, der lige nu er bange – og alle, der frygter for deres liv.
Lær os at bygge broer fremfor kløfter, og hjælp os til lade give slip på den lille ondskab, der lever i vores hverdag. Lad os elske andre, som vi elsker os selv.
Vær med alle, der er på kanten af livet og alle der er udstødte. Vær med alle syge, og alle hvis liv falder fra hinanden.
Vi beder i dag særligt for alle i Mellemøsten, og alle der er påvirkede af krigen. Vi beder dig om Gud, at du må hjælpe os til at finde freden – blæs på de iskolde hjerter, så vi kan finde veje at gå sammen i fællesskab.
Vi beder for alle der sulter, og alle vi glemmer, fordi ingen fortæller deres historier.
Åbn vores øjne, så vi kan se, hvor vi kan hjælpe og gavne mest.
Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vi beder for regeringen her i landet – og i alle lande, at de må lede med næstekærligheden forrest.
Vi beder for Møllevangkirken, ja for hele kirken og alle kristen – alle troende. Må enhver kirke, tempel, moske eller hjemmealter være et kraftcenter for kærligheden. Gud vær til stede, der hvor mennesker er – vi har brug for dig.
Vi har brug for kærligheden. Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Vi skal blive ved.
Der er kun et at gøre, nemlig lytte til stemmen, der siger:
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Og der er håb – der er altid håb. For kærligheden er altid mere end ondskaben og livet større end hadet.
Alt det onde – det kan overvindes med kærlighed. Det ved vi – for ellers kunne vi ikke fejre påske.
Kærlighed KAN forandre verden – ellers sad vi slet ikke her.
Der er brug for kærligheden, hvisker Helligånden til os.
Netop nu. Særligt nu.
Elsk.
AMEN
Lad os bede:
Fredens Gud - kom til os med din kærlighed. Vær til stede med din nåde og forsoning. Lær os at være mennesker med hinanden – for hinanden.
Åbn vores øjne for fredens og frihedens veje, og hjælp os med at holde fast på de veje, når vi har lyst til at give op og slå igen.
Vær med alle Gud, der kæmper i frontlinjerne, vær med alle der står bagved og lever med konsekvenserne. Vær med alle, der lige nu er bange – og alle, der frygter for deres liv.
Lær os at bygge broer fremfor kløfter, og hjælp os til lade give slip på den lille ondskab, der lever i vores hverdag. Lad os elske andre, som vi elsker os selv.
Vær med alle, der er på kanten af livet og alle der er udstødte. Vær med alle syge, og alle hvis liv falder fra hinanden.
Vi beder i dag særligt for alle i Mellemøsten, og alle der er påvirkede af krigen. Vi beder dig om Gud, at du må hjælpe os til at finde freden – blæs på de iskolde hjerter, så vi kan finde veje at gå sammen i fællesskab.
Vi beder for alle der sulter, og alle vi glemmer, fordi ingen fortæller deres historier.
Åbn vores øjne, så vi kan se, hvor vi kan hjælpe og gavne mest.
Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vi beder for regeringen her i landet – og i alle lande, at de må lede med næstekærligheden forrest.
Vi beder for Møllevangkirken, ja for hele kirken og alle kristen – alle troende. Må enhver kirke, tempel, moske eller hjemmealter være et kraftcenter for kærligheden. Gud vær til stede, der hvor mennesker er – vi har brug for dig.
Vi har brug for kærligheden. Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 3. september 2023
13. søndag efter trinitatis, 2023
Jeg tror, at de fleste mennesker har brug for, at der er nogen, der ser dem. Det tror jeg, fordi jeg selv har brug for at blive set. Men man kan blive set på, på mange forskellige måder. Man kan blive set på med beundrende øje, hvor den anden sætter en op på en piedestal. Man kan blive set på med misundelige øjne, hvor anden ikke kan glæde sig sammen med en. Man blive set på med frygtsomme øjne, hvor den anden er bange for en. Eller man kan blive set på mistroiske øjne, hvor den anden ikke stoler på det man siger eller gør. Og så kan man blive set på med kærlige øjne, der sætter både den der ser, og den der bliver set, fri.
Der er mange måder, vi kan se hinanden på – og i vore dage, ser vi på hinanden som aldrig før – og vi ser på os selv som aldrig.
Jeg læste en artikel, der handlede om en ung kvinde på 19 år (zetland, ”Der findes over 6000 billeder af Emma” 6. juni 2023), der er vokset op med digitalkameraet som fast følgesvend i forældrenes hænder. Der findes over 6000 billeder af hende indtil nu. Og det påvirker oplevelsen af livet, og faktisk også selvtilliden. Kvinden følte, at hun slet ikke havde magt over sit eget liv. Hun var blevet et objekt i en fortælling, der ikke længere var hendes.
Der er lavet undersøgelser, der viser, at vi faktisk slet ikke har godt af at se på os selv så meget.
Os der tager mange selfies er langt mere selvkritiske end dem, der ikke tager så mange. Det er blevet undersøgt – selfies er ikke godt for selvværdet.
Det gør altså noget ved os, når vi ser så meget på os selv. Det vidste man allerede i antikken, for der findes en myte om en mand ved navn Narkissos, der var en meget smuk mand. En nymfe – det er en slags ånd – forelsker sig i ham, men det er ikke gengældt, så hun straffer ham. Straffen er, at han bliver forelsket i sit eget spejlbillede, da han kigger ned i en vandpyt.
Og der sad han dag ind og dag ud og så ikke andre end sig selv, og han endte med at visne og blive til en påskelilje.
Det gør noget ved os, når vi ikke ser andre, og kun ser os selv.
Nu kan man måske tro, at det her kun gælder unge mennesker. Men jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange selfies jeg har på min telefon – men mange. Og jer ser på dem. Og hvem har ikke taget sig i under et videomøde på teams eller skype at bruge tiden på at se på sig selv, i stedet for på den, der taler.
Vi er sært fascinerede af os vores eget spejlbillede.
Men måske det ikke er så sært endda – for vi har brug for at blive set, men i stedet for at få øje på os selv, burde vi måske bruge tiden på at få øje på hinanden. Den du får øje på, ser også dig.
Og det højner selvværdet – fordi mødet med et andet menneske, der vil dig det godt, højner din tro på dig selv.
Vi er skabt til fællesskaber med hinanden og med Gud. Gud skabte menneske til at være sammen med andre. Vi er sat i et netværk, som vi skal være en del – og finde vores plads i.
Jesus fortæller i dag en lignelse – altså en fortælling, der skal ligne noget i vores liv med hinanden og med Gud. En fortælling om en mand, der er blevet udsat for vold og ondskab. En mand, der er blevet ydmyget og forladt – og nu alene er overladt til sig selv – og dermed også dybt afhængig af en andens hjælp.
Og da hører vi, at en præst kommer gående – ser manden, der har brug for hjælp, og går videre. Og dernæst en kommer en levit gående – ser ham og går videre.
Præster og levitter arbejdede begge i templet, hvor der var strenge krav om renhed. Man måtte ikke røre ved et lig, for så var man uren i hele 7 dage efter, og skulle derefter rense sig selv. Måske har det været medvirkende til, at de gik forbi? Måske var de bange for, at han skulle dø, mens de hjalp ham, og dermed ville gøre dem urene, så de i 7 dage ikke kunne komme i templet og tilbede Gud?
Jeg tror, at det er en af Jesu pointer, vi her har fat i. For de to mænd i lignelsen, har dét at tilbede Gud været vigtigere end at hjælpe det svage menneske. Jeg tror heller ikke, at Jesu vil fortælle os, at de to mænd er specielt onde eller dumme, men nærmere har Jesus villet åbne vores øjne for samfundsstrukturer, der ikke gavner den svage.
Præsten og levitten gør det, som man i samfundet ville karakterisere som ”rigtigt”; men at gøre alt rigtigt kan til tider være det helt forkerte.
Nogle gange må man bøje reglerne lidt for at kunne bøje sig mod sin næste.
Den næste der kommer forbi er fra Samaria – han er samaritaner.
Samaritanerne var fjenden på det her tidspunkt – Man foragtede dem, og gik udenom dem. Og havde landet Samaria haft et flag, var det bestemt ikke blevet hængt op på rådhuset, men måske nærmere brændt i foragt.
Derfor er det meget opsigtsvækkende, at det netop er samaritaneren – fjenden – der hjælper manden i grøften. Samaritanerne ser et menneske i nød, og hjælper.
Han ser forbi alt det, vi ellers kan se hinanden med – de filtre, vi kan sætte op. Det kan være nationalitet, religion, påklædning, politisk holdning, køn, seksualitet – ja, vi ser og ser – og vi bruger uanede mængder af tid på at finde kasser til alle mennesker. For i kasser skal de. Men tænk nu hvis, vi brugte lidt mindre tid på at finde bokse nok, så der er en til hver, og mere tid på at være sammen, som mennesker først og fremmest. Ja, tænk hvis det vigtigste ved et menneske var at møde det.
For i mødet – i mellemrummet mellem os, der vokser kærligheden frem.
I den bøn, jeg om lidt vil bede fra alteret på vores alles vegne ifm. nadveren, lyder ordene: ”Gør den indbyrdes kærlighed levende iblandt os.”
Kærligheden er det, der lever MELLEM os – ikke kun inde i vores hjerter, men mellem os, når vi går i fællesskab med hinanden. Og den er levende, vibrerende og dynamisk. Kærligheden er en svingning mellem os, når vi løfter blikket og ser hinanden i øjnene.
Vi skal forsøge at lave endnu flere fællesskaber, selvom jeg nu ikke forestiller mig, at det nødvendigvis bliver nemt. Det bliver både besværligt og træls – for sådan er vi mennesker også. Der er både præster, levitter og fjender som vi skal forholde os til, når vi er i fællesskab med hinanden. Der er mennesker, der er uenige med os, og som gør noget helt skørt. Så jeg siger ikke, at det bliver nemt, men det bliver bedre end at stirre på sit eget spejlbillede for at visne langsomt.
Vi er skabt i kærlighed – vi skal elske den Gud, der har skabt os, og vi skal elske hinanden. Det er hvad fortællingen til i dag, siger os. Vi har to relationer, vi skal passe – Gud og hinanden.
Eller det vil sige – fordi vi er i relation til Gud, så er vi bundet til at gå i relation med næsten.
Sagt på en anden måde – fordi Gud elsker os, så skaber det så meget ekstra kærlighed i os, at vi slet ikke kan andet end at gå ud og elske videre.
Kærlighedens overskud skubber os ud mod hinanden som mennesker og fjerner alt det, der ellers skiller os ad.
Men vi er også realister – for selvom vi får at vide, at vi skal være gode, så er vi det ikke altid. Vi er til tider små mennesker – eller jeg er i al fald. Jeg kender det med, at jeg ikke kan leve op til min egen idealisme, og jeg kommer til at skade folk og gøre dem ondt.
Men at jeg gør det engang imellem, betyder ikke, at det er ALT hvad der er at sige om mig. For jeg er også det modsatte – nemlig en, der hjælper, hvor jeg kan – og en der vil andre det bedste.
Og sådan er vi – vi er både en levit og en samaritaner. Og Gud er os nær i begge situationer.
For Gud sympatiserer ikke kun med manden i grøftekanten eller samaritanerne – han sympatiserer også med præsten og levitten, fordi det måske i virkeligheden er dem, der rent sjæleligt ligger overfaldet i grøftekanten.
Der er ikke et eneste menneske, som Gud opgiver. Han bliver ved med at elske, og særligt dem, der mangler kærlighed.
Den barmhjertige samaritaner er en fortælling om Guds rige – om Guds kærlighed – og om, at Gud ser stort på, hvilket vigtigt job vi har, eller om andre synes vi er fjender, men derimod ser Gud et stort hjerte hos os, der kan banke for livet omkring os, og for andre mennesker.
Gud ser os med kærlighedens øjne – og det er nu engang det blik, der er størst.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/13-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Der er mange måder, vi kan se hinanden på – og i vore dage, ser vi på hinanden som aldrig før – og vi ser på os selv som aldrig.
Jeg læste en artikel, der handlede om en ung kvinde på 19 år (zetland, ”Der findes over 6000 billeder af Emma” 6. juni 2023), der er vokset op med digitalkameraet som fast følgesvend i forældrenes hænder. Der findes over 6000 billeder af hende indtil nu. Og det påvirker oplevelsen af livet, og faktisk også selvtilliden. Kvinden følte, at hun slet ikke havde magt over sit eget liv. Hun var blevet et objekt i en fortælling, der ikke længere var hendes.
Der er lavet undersøgelser, der viser, at vi faktisk slet ikke har godt af at se på os selv så meget.
Os der tager mange selfies er langt mere selvkritiske end dem, der ikke tager så mange. Det er blevet undersøgt – selfies er ikke godt for selvværdet.
Det gør altså noget ved os, når vi ser så meget på os selv. Det vidste man allerede i antikken, for der findes en myte om en mand ved navn Narkissos, der var en meget smuk mand. En nymfe – det er en slags ånd – forelsker sig i ham, men det er ikke gengældt, så hun straffer ham. Straffen er, at han bliver forelsket i sit eget spejlbillede, da han kigger ned i en vandpyt.
Og der sad han dag ind og dag ud og så ikke andre end sig selv, og han endte med at visne og blive til en påskelilje.
Det gør noget ved os, når vi ikke ser andre, og kun ser os selv.
Nu kan man måske tro, at det her kun gælder unge mennesker. Men jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange selfies jeg har på min telefon – men mange. Og jer ser på dem. Og hvem har ikke taget sig i under et videomøde på teams eller skype at bruge tiden på at se på sig selv, i stedet for på den, der taler.
Vi er sært fascinerede af os vores eget spejlbillede.
Men måske det ikke er så sært endda – for vi har brug for at blive set, men i stedet for at få øje på os selv, burde vi måske bruge tiden på at få øje på hinanden. Den du får øje på, ser også dig.
Og det højner selvværdet – fordi mødet med et andet menneske, der vil dig det godt, højner din tro på dig selv.
Vi er skabt til fællesskaber med hinanden og med Gud. Gud skabte menneske til at være sammen med andre. Vi er sat i et netværk, som vi skal være en del – og finde vores plads i.
Jesus fortæller i dag en lignelse – altså en fortælling, der skal ligne noget i vores liv med hinanden og med Gud. En fortælling om en mand, der er blevet udsat for vold og ondskab. En mand, der er blevet ydmyget og forladt – og nu alene er overladt til sig selv – og dermed også dybt afhængig af en andens hjælp.
Og da hører vi, at en præst kommer gående – ser manden, der har brug for hjælp, og går videre. Og dernæst en kommer en levit gående – ser ham og går videre.
Præster og levitter arbejdede begge i templet, hvor der var strenge krav om renhed. Man måtte ikke røre ved et lig, for så var man uren i hele 7 dage efter, og skulle derefter rense sig selv. Måske har det været medvirkende til, at de gik forbi? Måske var de bange for, at han skulle dø, mens de hjalp ham, og dermed ville gøre dem urene, så de i 7 dage ikke kunne komme i templet og tilbede Gud?
Jeg tror, at det er en af Jesu pointer, vi her har fat i. For de to mænd i lignelsen, har dét at tilbede Gud været vigtigere end at hjælpe det svage menneske. Jeg tror heller ikke, at Jesu vil fortælle os, at de to mænd er specielt onde eller dumme, men nærmere har Jesus villet åbne vores øjne for samfundsstrukturer, der ikke gavner den svage.
Præsten og levitten gør det, som man i samfundet ville karakterisere som ”rigtigt”; men at gøre alt rigtigt kan til tider være det helt forkerte.
Nogle gange må man bøje reglerne lidt for at kunne bøje sig mod sin næste.
Den næste der kommer forbi er fra Samaria – han er samaritaner.
Samaritanerne var fjenden på det her tidspunkt – Man foragtede dem, og gik udenom dem. Og havde landet Samaria haft et flag, var det bestemt ikke blevet hængt op på rådhuset, men måske nærmere brændt i foragt.
Derfor er det meget opsigtsvækkende, at det netop er samaritaneren – fjenden – der hjælper manden i grøften. Samaritanerne ser et menneske i nød, og hjælper.
Han ser forbi alt det, vi ellers kan se hinanden med – de filtre, vi kan sætte op. Det kan være nationalitet, religion, påklædning, politisk holdning, køn, seksualitet – ja, vi ser og ser – og vi bruger uanede mængder af tid på at finde kasser til alle mennesker. For i kasser skal de. Men tænk nu hvis, vi brugte lidt mindre tid på at finde bokse nok, så der er en til hver, og mere tid på at være sammen, som mennesker først og fremmest. Ja, tænk hvis det vigtigste ved et menneske var at møde det.
For i mødet – i mellemrummet mellem os, der vokser kærligheden frem.
I den bøn, jeg om lidt vil bede fra alteret på vores alles vegne ifm. nadveren, lyder ordene: ”Gør den indbyrdes kærlighed levende iblandt os.”
Kærligheden er det, der lever MELLEM os – ikke kun inde i vores hjerter, men mellem os, når vi går i fællesskab med hinanden. Og den er levende, vibrerende og dynamisk. Kærligheden er en svingning mellem os, når vi løfter blikket og ser hinanden i øjnene.
Vi skal forsøge at lave endnu flere fællesskaber, selvom jeg nu ikke forestiller mig, at det nødvendigvis bliver nemt. Det bliver både besværligt og træls – for sådan er vi mennesker også. Der er både præster, levitter og fjender som vi skal forholde os til, når vi er i fællesskab med hinanden. Der er mennesker, der er uenige med os, og som gør noget helt skørt. Så jeg siger ikke, at det bliver nemt, men det bliver bedre end at stirre på sit eget spejlbillede for at visne langsomt.
Vi er skabt i kærlighed – vi skal elske den Gud, der har skabt os, og vi skal elske hinanden. Det er hvad fortællingen til i dag, siger os. Vi har to relationer, vi skal passe – Gud og hinanden.
Eller det vil sige – fordi vi er i relation til Gud, så er vi bundet til at gå i relation med næsten.
Sagt på en anden måde – fordi Gud elsker os, så skaber det så meget ekstra kærlighed i os, at vi slet ikke kan andet end at gå ud og elske videre.
Kærlighedens overskud skubber os ud mod hinanden som mennesker og fjerner alt det, der ellers skiller os ad.
Men vi er også realister – for selvom vi får at vide, at vi skal være gode, så er vi det ikke altid. Vi er til tider små mennesker – eller jeg er i al fald. Jeg kender det med, at jeg ikke kan leve op til min egen idealisme, og jeg kommer til at skade folk og gøre dem ondt.
Men at jeg gør det engang imellem, betyder ikke, at det er ALT hvad der er at sige om mig. For jeg er også det modsatte – nemlig en, der hjælper, hvor jeg kan – og en der vil andre det bedste.
Og sådan er vi – vi er både en levit og en samaritaner. Og Gud er os nær i begge situationer.
For Gud sympatiserer ikke kun med manden i grøftekanten eller samaritanerne – han sympatiserer også med præsten og levitten, fordi det måske i virkeligheden er dem, der rent sjæleligt ligger overfaldet i grøftekanten.
Der er ikke et eneste menneske, som Gud opgiver. Han bliver ved med at elske, og særligt dem, der mangler kærlighed.
Den barmhjertige samaritaner er en fortælling om Guds rige – om Guds kærlighed – og om, at Gud ser stort på, hvilket vigtigt job vi har, eller om andre synes vi er fjender, men derimod ser Gud et stort hjerte hos os, der kan banke for livet omkring os, og for andre mennesker.
Gud ser os med kærlighedens øjne – og det er nu engang det blik, der er størst.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/13-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Abonner på:
Opslag (Atom)
-
Dette her er en afrettersnor – eller en rettesnor (står med en afrettersnor i hånden). En snor, som man bruger, når man fx skal mure en... -
Hvornår er livet godt? Det spørgsmål sidder på rygraden af mange os, som en lakmusprøve på om det, vi gør lige nu, er en del af ”det gode...
-
Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Sådan er titlen på en bog, som Naja Marie Aidt har skrevet. Det handler om hendes søn...